Shawn Mendes er forelsket, men lyder mest som en forvokset teenager på ’Wonder’
Hvad er det første, du ser for dig, når du tænker på Shawn Mendes? For mig er det en tanktop.
Den evigt bararmede popcharmør har udgivet sit fjerde album, ’Wonder’, hvor særligt forholdet til kæresten og popkollegaen, Camila Cabello, kommer under bogstavelig talt kærlig behandling. Mendes fortæller sågar selv i Netflix-dokumentaren ’In Wonder’, hvor vi blandt andet kommer med bag om albummets tilblivelsesproces, at det skal føles som intet mindre end en »total overdosis af kærlighed« at lytte til albummet.
Her i »wonderland«, som Mendes selv døber universet i albummets intro, rimer hjerte sjældent på smerte, men mest bare på mere hjerte. Mendes kan ikke få nok af Cabello, og der bliver både danset kinddans i måneskinnet (’Higher’), flyttet sammen (’24 Hours’), savnet (’Dream’) og bare generelt swoonet noget så eftertrykkeligt på den der ’you hang up, no YOU hang-up’-facon.
En facon, der mestendels er lidt kvalm at være lytter til, når man ikke selv er i nærheden af det komplet desillusionerede forelskelsesstadie, hvor linjer som »I heard that once a wise man said / ’only fools go rushing in’« pludselig kan udgøre den sandeste sandhed på jord.
De mange komplet klichéfyldte kærlighedserklæringer klinger tilmed en smule hult, når Mendes samtidig bliver decideret berøringsangst. Som på den ellers ret funky ’Teach Me How To Love’, der har ingen ringere end Anderson .Paak bag trommerne.
Nummeret handler åbenlyst om sex, men Mendes vælger alligevel at censurere linjen »Every inch of you, there’s something new / f’ing me up, yeah, I’m what you deserve«. Nummeret har ellers potentiale til at slægte storcharmører som Bruno Mars eller John Mayer på, men Mendes mangler den flabethed, der kan få ham til at lyde som mere end en forvokset teenager. Måske han endnu ikke er helt klar til at forkaste sin primære målgruppe: Den kærlighedshungrende teenagepige og ikke mindst hendes konservative forældre?
Momentvis berører Mendes andre emner end kærligheden til Cabello. Sammen med sin canadiske landsmand og tidligere storhøster af de eftertragtede teenagehvin, Justin Bieber, bearbejder han præstationspres og berømmelse på singlen ’Monster’. Duetten er en god idé på papiret, men Bieber stjæler simpelthen showet. Han har altså bare bedre flow og mere nerve end Mendes.
På produktionssiden er det tydeligt, at Mendes har forsøgt at bevæge sig væk fra lyden af de helt klassiske radiohits som ’Treat Her Better’ og ’Senorita’, som de fleste nok kender ham for. ’Wonder’ byder nemlig på langt større dynamiske kontraster, end vi før har hørt fra Mendes – som på ’Always Been You’, hvor højlydte blæsere pludselig afbryder idyllen, eller på ’Look Up at the Stars’, der bevæger sig fra klaverballade til helteguitar i stadionformat.
Desværre matcher sangene slet ikke energiniveauet fra for eksempel storhittet ’There’s Nothing Holding Me Back’, og selv om ’Wonder’ som albumprojekt er mere ambitiøst og sammenhængende end Mendes’ tidligere udgivelser, indeholder det virkelig få fængende og mindeværdige melodier. Efter at have hørt albummet gentagne gange er det således kun ganske få af dets 14 sange, man husker svagt – heriblandt titelnummeret, der har en episk storhed over sig, man må anerkende.
Alligevel føles det samlede indtryk af ’Wonder’ desværre mest som at blive fodret med alt det pladderromantiske fra bryllupssangsmaestro nummer et, Ed Sheeran – uden selskab af de objektivt gode melodier, den britiske hitsmed kan banke sammen.
Med andre ord: De trofaste teenagepiger skal nok elske det, men for de fleste andre vil albummet nok nærmere føles forglemmeligt og (præcis som Mendes ønskede) som en total overdosis af kærlighed.
Kort sagt:
Shawn Mendes’ fjerde album er fyldt med kærlighedserklæringer til kæresten Camila Cabello, men ’Wonder’ mangler desværre både fængende melodier og flabethed. Resultatet er sukkersødt og forglemmeligt.