Off Bloom imiterer Rihanna og Lana Del Rey på debutalbum med habil pop
Det ville være synd at kalde Off Bloom for et helt nyt knopskud i dansk musik. Trioen såede de første frø til karrierens start helt tilbage i 2016 med ep’en ’Love To Hate It’, men alligevel springer bandet først nu ud i fuldt flor på debutalbummet ’In Bloom’. Sidenhen er tre blevet til to, så Off Bloom anno 2021 altså nu består af Mette Mortensen og Mads Christian Damgaard.
Makkerparret har tidligere turneret med blandt andre Dua Lipa, og måske den britiske popstjernes hittække er smittet af på Off Bloom. På ’In Bloom’ har de i hvert fald for det meste fralagt sig lidt af den mere dystre stemning fra deres bagkatalog til fordel for deciderede radiohits som ’Boys Don’t Make Me Cry’, hvis plukkede guitar og dejlig simple produktion klinger henad Lipas ’IDGAF’.
Det er habil pop, der er skræddersyet til radiorotation, samtidig med at Mette Mortensens fremtrædende vokal fortæller fine historier om et turbulent forhold eller om at se til, mens babyfabrikkerne indleder produktionen i vennekredsen som på den legesyge og Max Martin co-producerede ’What We Do’ – ja, den Max Martin.
Også på ’Polaroid Pictures’ dyrker Off Bloom den mere fortællende sangskrivning med linjer som »Looking at our polaroid pictures / from when we did the poetry lectures / I’m burning some ‘cause I’ll be fine«.
Nummeret har en fin svævende kvalitet over sig, som ikke nødvendigvis er hyppigt repræsenteret i Off Blooms mere attitudefyldte tidligere udgivelser, men samtidig er det nærmest umuligt at abstrahere fra dets slående lighed med Lana Del Reys ’Mariners Apartment Complex’. Amerikaneren er absolut værd at låne fra musikalsk for tiden, men her er der altså flere steder tale om noget, der 1:1 minder om Del Rey-nummeret i forhold til både melodi og akkordrundgang.
Det taler ind i en større udfordring på ’In Bloom’, hvor store dele af albummet lyder mere eller mindre som en række meget forskellige sange, du på en eller anden måde allerede kender. For eksempel lyder ’Hit & Run’ mest af alt som et leverpostejsfordansket forsøg på at replikere Rihannas ellers uforlignelige caribiske flow på ’Wild Thoughts’ – ovenikøbet ledsaget af en alt for tør wannabe Santana-guitar og unødvendige rulle-r’er – hvorefter outroen afslutter ’In Bloom’ med en omgang a cappella-loop a la Ed Sheeran.
Det får det hurtigt til at virke som om, duoen har forsøgt at indlemme så mange musikalske tendenser fra deres fem aktive år som muligt, hvilket altså ikke er sket uden omkostninger på indholdssiden og for den overordnede sammenhæng. Værst står det til på ’Passion’, hvor et tungt half-time-beat, en tyk synthbas, utallige cut offs, pitchede vokalsamples og laserlyde kæmper en indædt kamp mod hinanden i omkvædets stopfyldte, kaotiske lydbillede.
Det fungerer langt bedre, når Off Bloom skruer lidt mindre på knapperne og lader de gode omkvæd og sangskrivningen stå klart frem, som de lykkedes med på blandt andet ’Boys Don’t Make Me Cry’ og ’What We Do’. Derfor står særligt den første halvdel af ’In Bloom’ da også en del stærkere end afslutningen.
Godt begyndt er som bekendt halvvejs i mål, men ’In Bloom’ strander på halvvejen.
Kort sagt:
Off Blooms debutalbum byder på flere velskrevne popsange, men særligt på udgivelsens sidste halvdel bliver lyden for overproduceret og uoriginal.