Årets officielle sang til EM i fodbold er plat, tåkrummende og … også bare helt rigtig

En superstjerne-dj og to gamle rockrotter mødes til den slags ’episke’ stadion-EDM, som normalt kan give lidt brækrefleks. Men det her er fodboldmusik – der gælder andre regler.
Årets officielle sang til EM i fodbold er plat, tåkrummende og … også bare helt rigtig
Bono, Martin Garrix og The Edge. (Foto: Louis van Baar)

KOMMENTAR. Sange lavet til slutrunder i fodbold er en hel lille genre i sig selv. Musikken skal være opløftende, inspirerende, sjov, festlig, universel – og så skal den selvfølgelig gerne have ét eller andet med fodbold at gøre.

Lad mig sige det, som det er: Den cocktail ender oftest i tåkrummende resultater.

For eksempel har jeg det altid ustyrligt sjovt over Pitbulls næsten latterligt simple linjer i VM-sangen ’We Are One (Ole Ola)’ fra 2014.

»When the going gets tough / the tough keep going / one love, one life, one world, one fight«, lyder det med Pitbulls vanligt skæve smil, der næsten signalerer, at Miami-rapperen inderst inde tager pis på sine lyttere.

Jeg elsker at hade det (men elsker det i den grad også lidt), og det samme gælder sange som Shakiras ’Waka Waka (This Time for Africa)’, Ricky Martins ’The Cup of Life’ og den svenske eurodance-kunstner E-Types forunderligt forfærdelige ’Campione 2000’ (lavet til EM i 2000), der byder på et helt igennem horribelt vers, men et bundlegendarisk syng-med-omkvæd.

»CAMPIONE CAMPIONE – OH OH OH OH OH OH«.

Ja manner, stik mig en fadøl! Stik mig to!

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Der gælder bare andre regler, når man laver fodboldmusik. De her sange er ikke ’gode’, de er ikke stor kunst. Og det skal de heller ikke være. Det er ikke meningen.

Det er derfor heller ikke nogen stor hverken overraskelse eller skuffelse, at årets officielle sang til EM i fodbold er plat, tåkrummende patos-svulstig og alt for meget. For det skal den jo være.

Startopstillingen lyder den hollandske superstjerne-dj Martin Garrix og de to gamle rockrotter Bono og The Edge fra U2, og resultatet af samarbejdet er sangen ’We Are the People’: En blanding af stadionrock og festival-EDM, der efter den helt faste skabelon byder på et opbyggende (og opbyggende) sangvers, der leder op til et helt igennem storslået elektronisk drop.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’We Are the People’ spiller på alle tangenterne.

The Edge indleder med sådan et guitarriff, han efterhånden kan spille snorksovende, Garrix supplerer med nogle buldrende trommer, Bono synger om »sparks flying from the sun«, inden hollænderen sætter fingrene på house-klaveret og leverer sådan et opløftende instrumentalt drop, hvor man bare må overgive sig og kaste hænderne over hovedet.

Herefter U2-sangeren helt alene over et klagende piano. Så kommer strygerne. The Edges guitar bliver skiftet ind. Inden vi igen får det store magiske drop.

Det er fællessang og bølgegang, episk, storladent og med følelserne uden på tøjet. Præcis ligesom en god fodboldkamp.

»We are the people we’ve been waiting for / out of the ruins of hate and war«, lyder det i omkvædet fra Bono, som selvfølgelig ikke kan holde sig fra at synge om verdens elendighed. Det er en kliché, selvfølgelig.

Men det har også været en elendig tid. Vi har brug for opløftning. Vi har brug for at samles om noget. Og fra den 11. juni og en måned frem sker der i hvert fald noget på den front, når to gange 11 mand tørner sammen på grønsværen igen og igen, inden ét mandskab står tilbage og kan løfte pokalen.  

»From a broken place / that’s where the victory’s won«, afslutter Bono andet vers, lige inden strygerne sætter ind.

Det er alt for meget. Men det føles på en måde også helt rigtigt.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af