Lady Gaga taler ud om voldtægt: Blev gjort gravid af musikproducer som 19-årig

Lady Gaga taler ud om voldtægt: Blev gjort gravid af musikproducer som 19-årig
Lady Gaga i 'The Me You Can't See' (Foto: PR)

Som 19-årig blev Lady Gaga voldtaget og gjort gravid af en musikproducer. Det fortæller popstjernen i Prins Harry og Oprah Winfreys nye serie om mental sundhed, ‘The Me You Can’t See’.

I seriens første afsnit beretter Lady Gaga i detaljer om overgrebet, der fandt sted for 16 år siden, men som har efterladt lange ar på musikerens psyke.

»Jeg var 19 år gammel og jeg arbejdede i musikbranchen, da en producer sagde til mig: ‘Tag dit tøj af’«, fortæller en tydeligt berørt Lady Gaga.

»Jeg sagde ‘nej’, og så gik jeg. Men de fortalte mig, at de ville brænde al min musik. Og de stoppede ikke. De stoppede ikke med at spørge mig. Og så frøs jeg bare og jeg… jeg kan ikke engang huske det«, fortsætter hun.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lady Gaga fortæller videre, at overgrebsmanden gjorde hende gravid og efterfølgende »satte mig af på hjørnet ved mine forældres hus«.

Hun fortalte første gang om overgrebet i 2014, men hun har ikke sat navn på gerningsmanden. Og det fortæller hun i interviewet, at hun heller ikke har i sinde at gøre:

»Jeg vil ikke sige hans navn. Jeg forstår godt #MeToo-bevægelsen. Jeg forstår, at nogle mennesker føler sig komfortable med det, men det gør jeg ikke. Jeg vil aldrig nogensinde stå over for den person igen«.

I interviewet fortæller hun desuden, at hun flere år senere indså, at hun led af PTSD, da hun endte på hospitalet med et angstanfald.

»Jeg fik et totalt psykotisk sammenbrud, og i et par år var jeg ikke den samme pige«, siger hun og fortsætter:

»Det er en meget reel ting at føle, at der er en sort sky, som følger dig overalt og fortæller dig, at du ikke er noget værd og burde dø«.

Lady Gaga uddyber, at hun var igennem to et halvt års terapi, før hun kunne give slip på trangen til at gøre skade på sig selv. Hun understreger, at hun siden har lært at bearbejde smerten.

Hele interviewet fra ‘The Me You Can’t See’ kan ses på Apple TV+.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af