Verdens luneste duo forsøger at hygge sig ud af en krisetid – men deres comeback puster snarere til min angst

Efter 12 års pause er Kings of Convenience tilbage med årets hidtil mest eskapistiske musikvideo og de bedste intentioner. Men ‘Rocky Trail’ træder forkert.
Verdens luneste duo forsøger at hygge sig ud af en krisetid – men deres comeback puster snarere til min angst
Kings of Convenience. (Foto: Salvo Alibrio)

KOMMENTAR. Et steadicam svæver rundt i et lyst køkkenalrum, hvor storsmilende roomies klædt i pangfarver vander potteplanter til et bossanova-beroligende soundtrack af liflige strygere og akustisk guitarspil.

Det kunne lyde som drejebogen til en IKEA-reklame, men der er tale om videoen til ‘Rocky Trail’, Kings of Conveniences første nye sang i 12 år og forsmag på albummet ‘Peace Or Love’, som udkommer 18. juni.

Er du bekendt med den norske duo, som på deres helt egen stilfærdige vis hittede i de glittede 00’ere, vil du måske smile skævt. Det gør jeg selv. Ad den nostalgiske tidslomme, som ‘Rocky Trail’ er. Men også af comebackets stærkt eskapistiske tilsnit og af timingen.

For er det ikke netop nu, hvor endnu en (normal) sommer er blevet aflyst i pandemiens skygge, at vi har brug for at lukke virkeligheden ude med pastelfarvet stof for vinduerne og blød guitarpop i ørerne?

Jo og nej. Noget ved Kings of Conveniences ekstremt behagelige udtryk, som plejede at trøste mit nedtrykte teenagejeg, puster i dag til min eksistentielle angst.

Et blegt og følsomt varemærke

Erlend Øye og Eirik Glambek Bøe, som i dag begge er 45 år, albumdebuterede i 2001 med ‘Quiet Is the New Loud’ – en titel, der perfekt indkapsler, hvordan Kings of Convenience gjorde bebrillet følsomhed med et selvbevidst glimt i øjet til deres varemærke. De blide vokalharmonier og lettilgængelige guitarkompositioner baseret på pop, jazz, folk og bossanova gav duoen et stort publikum både i og udenfor Norden, særligt efter udgivelsen af ‘Riot On An Empty Street’ i 2004.

I 2009 fulgte ‘Declaration of Dependence’, hvor nordmændene atter gjorde deres tilbagelænede ting uden for alvor at sætte luften i svingninger. Siden har de været involveret i andre projekter – Erlend Øye har blandt andet udgivet et soloalbum – men nu melder de sig på banen igen som kongerne af bekvemmelighed.

Med en video, der insisterer så kraftigt på at hygge sig ud af en krisetid, at det næsten bliver komisk. Kommentarerne på YouTube taler for sig selv:

»På en mærkelig måde har denne sang givet mig håb for en bedre fremtid, som jeg ikke vidste, at jeg havde stærkt brug for«.

»Erlends dansemoves er en regnbue på en mørk himmel«.

»Som et blødt tæppe om dine skuldre og en varm kop te, imens vi oplever den værste tordenstorm nogensinde uden for vinduet. Tak for at vende tilbage <3«

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

OK. Så måske er jeg en smule kynisk. Men når jeg træder ind i ‘Rocky Trail’-videoens klaustrofobiske tiny house, der emmer af den iscenesatte hygge, du finder i førnævnte svenske boligvarehus, kommer angsten krybende langs min rygsøjle. For den farveladeglade æstetik, fuldstændig renset for skygger og dobbelttydighed, står i så skarp kontrast til vores rasende verden lige nu, at det føles falsk.

En happy-go-lucky hule

Hvorfor er vinduerne afskærmet? Det føles som at være i et showroom. Eller en bunker. Og det hjælper ikke på sagen, at der kompenseres for fraværet af naturligt lys med en eksplosion af blomster, nips og farvestrålende lærreder og tæpper.

Erlend Øye og Eirik Glambek Bøe, klædt i henholdsvis sprælske striber og håbefuld grøn, vil tydeligvis gerne skabe en hule, hvor glæde, ro og optimisme florerer. Jeg havde foretrukket, at kameraet fløj op på hemsen under det store ovenlysvindue og brød igennem glasset.

Imens hovedpersonerne trisser omkring på de ti kvadratmeter med deres guitarer i favnen, hopper to smilende kvinder på skift ind i billedet – den ene for at klatre op under loftet og vande planter og den anden for at pille ved en appelsinpresser og gribe de limefrugter, som Eirik jonglerer med.

På et tidspunkt bruger en langhåret mand et par sekunder på at skære i en papaya, imens Erlend klimprer saligt i en liggestol. Og så er der det umotiverede øjeblik, hvor Eirik slår en kæk kolbøtte hængende i hemsen. Det er lockdown-kuller gone bad.

Som det kandiserede kirsebær på toppen leverer Erlend til slut sin lille akavede signaturdans for lige at understrege, hvor happy-go-lucky Kings of Convenience insisterer på at være i 2021.

Rul gardinerne op, tak

Jeg får simpelthen klaustrofobi af denne type stædig, selvtilstrækkelig hygge.

Bevares, ‘Rocky Trail’ er ikke en dårlig sang, og den varsler, at det nye album holder niveauet. Men det mest bemærkelsesværdige ved Kings of Conveniences comebacksang er, hvordan den lyder præcis som duoens musik for 12 år siden.

Det er trygt og rart og sandsynligvis helt bevidst. Nørderne står parat til at tvinge din hvilepuls helt i bund i et ellers hvileløst poplandskab præget af satanisk queer-hiphop og depressive teenagere med anakondaer om halsen.

Personligt har jeg dog brug for opbrudsenergi, løsslupne følelser og oprullede gardiner i mit musikforbrug lige nu. Og Kings of Convenience har tidligere været leveringsdygtige af sidstnævnte – for eksempel i den charmerende roadtrip-video til ‘Boat Behind’ fra 2009, hvor duoen samler blaffere op på en solflimrende landevej i et sydlandsk sommerlandskab. Som et postkort fra den italienske provins, du længes efter lige nu. Mere af det, tak.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af