En flosset Bisse med narrehat ramte rent i Store Vega, når han gik helt ind i hjertesorgens højtidelige alvor
Bisses seneste udspil stod i følelsernes og tårernes tegn. På det vellykkede breakup-album ‘Tårefilm’ synger han fra et flosset og skrøbeligt sted, og i Store Vega torsdag aften var der ligeledes noget flosset over Bisse, som han sad der på scenekanten i bar overkrop og narrehat og nikkede med hovedet til den lakoniske ‘Fyrretræ ‘ – en fantasi om at undslippe sit plagede menneskesind og »bare stå og fyre den af« (genialt).
Måske var han bare lige i det mood — Danmarks vel nok mest rastløse musikalske talent kan være crooner i cowboyhat, halvnøgen glamrockstjerne eller ravende festindpisker, alt efter hvad dagsformen eller det seneste albumkoncept kalder på. Måske var han udmattet ovenpå det livecomeback, som Tåreturen har udgjort, afrundet med to Store Vega-shows i streg. Og sandsynligvis havde han fået et par genstande inden for den kongeblå vest, som han indtog scenen i.
Det skal være ham vel undt. En flosset Bisse er nemlig ikke en ufokuseret Bisse, og skønt settet med hovedpersonens egne selvironiske ord tog os fra DM i Jazz til DM i Latin, var det præget af en aldrig svigtende indlevelse.
Den notorisk velspillende Bissebande føjede kradsbørstighed og uforudsigelighed til de afdæmpede og i Bisse-regi næsten strømlinede kompositioner fra ‘Tårefilm’.
Adi Zukanovic’ orgel sydede, og trommeslager Bjørn Heebøll slog bunden ud af omkvædet på den på plade mere tilbageholdende ‘Sommetider’, imens DM i Jazz fik helt ny betydning med vildtstrejfende saxofonsoloer og effektpedaler på guitaren. Og i centrum sang Bisse sine ordrige linjer uden nogensinde at tabe pusten eller tråden.
Med samspillets kraft i centrum var koncerten dog et par gange i fare for at gå i stemningsmæssig tomgang, og højdepunktet opstod da også, da Bisse lod smerten stå alene på den andægtige og desperate ‘Den hovedløse rytter’; en af de smukkeste ballader fra musikerens hånd, som understreger, hvordan han kan gå helt ind i en højtidelig alvor uden at forfalde til sentimentalitet.
Bisse optrådte mindst nærværende, når han fyldte pauserne imellem numrene ud med småkynisk snøvlen, som da han ovenpå leveringen af ‘Naturens muntre datter’ bemærkede, at det er en fortrøstningsfuld tanke, at træerne stadig er her, når vi dør.
»Og på den opbyggelige note…«, jokede han, men formåede alligevel at runde den næsten to timer lange koncert af med opløftende energi i form af et par medrivende smagsprøver på sit kommende ‘ungkarlealbum’.
»Alle har brug for kærlighed«, fik Bisse os til at hviske i kor med en forvisning om, at der efter tårerne følger et nyt kapitel.
Kort sagt:
En flosset Bisse omfavnede Store Vega med narrehat og ikke-opbyggelige indsigter fra hjertesorgens smertekammer. Med en kradsbørstigt velspillende Bissebande, en aldrig svigtende indlevelse og opløftende smagsprøver fra karrierens næste kapitel efterlod han dog en skælvende glæde i sit publikum.