‘Tårefilm’: Bisse blotter hjertet og hengiver sig til tårernes rensende kraft
At vi får to Bisse-album inden for samme kalenderår synes efterhånden at være reglen mere end undtagelsen. I sommer udsendte Thorbjørn Radisch Bredkjær det ret så fantastiske ‘Cobid-20’, skrevet og indspillet under forårets lockdown, og nu hvor vi befinder os i corona-pandemiens mørke efterårsfase, lander så ‘Tårefilm’.
Årets andet Bisse-album behandler ikke på tilsvarende vis emnet konceptuelt, og det føles ærlig talt rart at fjerne fokus fra mismodet over anden bølge af Covid-19 og fordybe sig i Bisses musikalske verden, som i denne ombæring er både mere strømlinet og afdæmpet. Og ligeledes har en tematisk fællesnævner.
Ud fra pressematerialet fremgår det, at albummet har været »det tungeste album at lave for mig«, og man sporer da også en eftertænksom Bisse med eksistentiel tvivl i ‘Tåreperser’ og ‘Fyrretræ’ – ligesom et break-up synes at være omdrejningspunktet i ‘Spøgelser’, ‘Dødvægt’ og i særdeleshed ‘Sommetider’: »Jeg savner vores lange morgener, savner din nysgerrighed og din indsigt i menneskehjertet«, lyder det.
Bisse har tidligere besunget opbrud og set sig omsluttet af følelsernes flammer, men der er milevidt fra dette værk til for eksempel ‘Bitchin’ fra 2016. Trangen til voldsom ekspressiv katarsis er afløst af stilfærdig eftertænksomhed, og der hersker en høj grad af moden erkendelse over tilværelsens bevægelser i teksterne.
Hvilket yderligere understreges af de musikalske akkompagnementer, hvor smerte og sorg nænsomt varetages af instrumenter, der får ro og optimale udfoldelsesrammer. Det være sig den meditative saxofon i ‘Dråben’, det messende kor i codaet på ‘Antennebarn’ eller de ildevarslende klangflader, der på den stemningsfulde og gribende ‘Spøgelser’ illuderer de genfærd fra fortiden, »som stak kniven ind i den dybe omfavnelse«.
Det er ligeledes ret frækt og endnu en påmindelse om hans format, når Bisse som det naturligste i verden sætter stævnemøde mellem et groove, der bejler gevaldigt til Michael Jacksons ‘Billie Jean’, og et veloplagt blæserarrangement i ‘Optimistjollen’.
Der er dog enkelte (tåre)dråber af malurt, og ikke alle numre lykkes lige godt. De rytmiske accentueringer i ‘Naturens muntre datter’ er lige vel til den letbenede side, og på ‘Livsviljen’ lyder Thorbjørn Radisch Bredkjær nærmest som Carl Emil Petersen. Det er en af de mest umiddelbare sange, Bisse har lavet, og omend trækket er sympatisk, tager det altså også noget fra det unikke og originale, som er hans særkende.
Selv om sangene i denne omgang er mere strømlinede, og ideerne manifesterer sig inden for den samme soniske røde tråd, blotter Bisse dog stadig sit hjerte i en sådan grad, at både kunstneren og lytteren kan hengive sig til tårernes rensende kraft.
Kort sagt:
Selv om Bisse har føjet et af de mest blide og umiddelbare værker til diskografien, blotter han stadig hjertet i en række modne erkendelser over tilværelsens bevægelser.