Erika de Casiers fantastiske livevokal druknede næsten i Vega

Erika de Casiers fantastiske livevokal druknede næsten i Vega
Erika de Casier i Lille Vega. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Vi kender alle de der rigtig gode koncertøjeblikke, hvor alt bare går op i en højere enhed. Dem var der en pæn håndfuld af, da Erika de Casier gav koncert i Lille Vega fredag aften.

Eksempelvis på ‘Someone to Chill With’, hvor lyden klingede ualmindeligt klart. En svævende synth, der lød som en mellemting mellem en harpe og et cembalo, satte stemningen, og Erika solgte rigtig godt det flirtende sindelag, der driver sangen.

Til gengæld var der også en del frustrerende øjeblikke, hvor noget virkelig smukt var lige ved at opstå – men hvor der bare var en alvorlig forhindring, der gjorde, at nummeret ikke formåede at skabe den magi, det ellers sagtens kunne, hvis der var skruet på nogle få knapper. Et klasseeksempel på dette var åbningsnummeret ‘Drama’, hvor en højlydt brummende bas distraherede fra alt andet, der foregik på scenen.

Sådanne momenter stod side om side med de rigtig gode øjeblikke til Erika de Casiers koncert.

Den største hæmsko var lyden. Det kan virke paradoksalt, for noget af det første, jeg nævnte ved denne koncert, var jo, hvor god lyden var. Og den var skam god meget af tiden – men det var som en omgang russisk roulette, hvor man for hver sang frygtede, at Erikas vokal ville drukne i instrumentationen (særligt bassen, men til tider også diskanten).

Erika de Casiers ejendommelige (men absolut pragtfulde) sangstil er da også på papiret lidt af en mundfuld at pakke ordentligt ind i en livesetting. Hun har en underspillet røst, der nærmer sig en hvisken meget af tiden. Der er virkelig mange små nuancer i stemmen, som kræver et velbalanceret, smagfuldt lydbillede, hvis man skal have det fulde udbytte ud af den.

Erika de Casier i Lille Vega. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Men samtidig opererer hun i en form for elektronisk r’n’b, hvor bas og klubbede dancebeats er med til at sætte dagsordenen – og der skal godt nok finjusteres på lyden, før de to aspekter opnår en balance, som kan matche det imponerende produktionsarbejde, der er på eksempelvis albummet ‘Sensational’ fra tidligere i år.

Så derfor er det lidt synd at svælge i fejltrinnene, når det er imponerende, hvor godt musikken lød rigtig langt hen ad vejen. Som hvordan ‘Do My Thing’ blev en overdådig dansefest, hvor Erikas køligt selvsikre vokal stak ud i et rigt, dynamisk lydbillede. Eller hvordan alle detaljerne i lyden på ‘No Butterflies, No Nothing’ fik mulighed for at folde sig ud, alt imens Erika var intim og teatralsk på en gang.

Koncertens teatralske dimension var da også rigtig vellykket og velovervejet. Scenen var smukt inddelt med et hvidt tæppe til venstre, hvor de to eneste instrumentalister befandt sig (en keyboardist og en trommeslager) og i højre side et tilsvarende sort tæppe, hvor Erika selv havde en slags hjemmebase, omend hun bevægede sig en del rundt på scenen. Scenen, som var dækket til i kunstige stearinlys for at vække ekstra meget stemning.

Under de rette soniske omstændigheder ville ‘The Flow’ være det scenekunstmæssige højdepunkt. Det blev helt mørkt i salen, det sparsomme lys var rødt, og det fik Erika til at optræde som en silhuet på scenen. Dramaet var visuelt i højsædet – men hele lydbilledet blev så mudret og højlydt, at Erikas vokal knap nok var til stede.

Det kunne have været koncertens højdepunkt – men det endte med blot at skabe en følelse af, at denne ganske gode koncert sagtens kunne have været markant bedre.


Kort sagt:
Erika de Casiers koncert lød ofte rigtig godt – men der var ikke synderligt langt mellem de soniske kiksere heller. Hvilket var synd, for Erika viste sig både som en fremragende livevokalist og som en performer med høje teatralske ambitioner.

Erika de Casier. Koncert. Lille Vega.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af