KOMMENTAR. Det er ret fascinerende at tænke over, hvor langt Michelle Zauner har rykket sig i løbet af sin karriere.
Fra rollen som snerrende frontkvinde i det undervurderede midwest emo-band Little Big League til det krasbørstige, ekstremt lo-fi og selvudgivne soloprojekt Japanese Breakfast, der sidenhen udviklede sig til det dream-poppede indieband, vi kender og elsker i dag, er der virkelig sket meget.
I 2021 blev paletten endnu en gang udvidet på gennembrudsalbummet ’Jubilee’, hvor blæsere, strygere og elementer af elektropop pludseligt fik en markant plads i lydbilledet.
Alligevel var jeg ganske uforberedt på den evolution, Zauner har gennemgået på den splinternye ’Orlando in Love’, der er første single fra det netop annoncerede album ’For Melancholy Brunettes (& Sad Women)’.
Med svulstige strygere, taktil, håndspillet perkussion og en støvet, glamourøs elegance lyder nummeret nemlig fuldstændig som et for længst glemt stykke exotica-musik indspillet i 50’erne og genopdaget på en slidt 10-tommers vinyl fundet på et indtil nyligt aflåst loft.
Det er ikke en lyd, man ofte støder på i tidens musiklandskab, men exotica er ikke desto mindre en genre, der er værd at gå på opdagelse i. Også selvom man skal træde varsomt.
Usmageligt kitsch
Jeg selv blev bekendt med genren i 2015, da Lana Del Rey nævnte exotica-pioneren Les Baxters ’Jewels of the Sea’ som inspirationen bag sangen ’Music to Watch Boys To’, og jeg har været både fascineret og mystificeret lige siden.
Hvis ét navn forbindes med exotica, er det netop den amerikanske komponist Les Baxter, som i 1952 nærmest opfandt genren på albummet ’Ritual of the Savage’, der på forunderlig vis dekorerede ritualistiske tribal-rytmer med en ikke just subtil omgang orkestral flødeskum.
’Ritual of the Savage’ – og exotica-genren som helhed i øvrigt – er dragende, farverig musik fyldt med mystik og drama, men det er også et ganske usmageligt eksempel på musikalsk, orientalistisk kitsch.
En romantiseret forestilling om de uspolerede vilde, der lever i kroppens, begærets og naturens vold dybt i den mørke jungle. Ikke underligt at genren 10 år senere var stort set forsvundet fra populærmusikken.
Kaster man et blik på Les Baxters albumcovers op gennem 50’erne, finder man da også et sammensurium af farvestrålende, afrikanske masker, fjerbesatte hovedbeklædninger og muskuløse, sorte kroppe iklædt bastskørter. Og nej, det gik naturligvis ikke.
To eventyrlige minutter
Hos Japanese Breakfast er vi dog forskånet fra den slags. I stedet får vi på ’Orlando in Love’ udelukkende genrens mest smagfulde elementer.
Dramaet, mørket, mystikken. Mødet mellem ekstravagant, filmisk orkestrering og intim, kropslig rytmik. Et taktslag fra claves eller kastagnetter, der får lov til at ringe ud i et uendeligt klangrum. En eventyrlig rejse ind i det ukendte serveret på bare to minutter.
Det er ganske muligt – måske endda sandsynligt – at resten af ’For Melancholy Brunettes (& Sad Women)’ ikke tilnærmelsesvist lyder sådan her. Alligevel håber jeg ikke, at det her bliver sidste gang, Japanese Breakfast prøver kræfter med exotica.
Det kræver i hvert fald en frygtløs kunstner som Michelle Zauner, hvis genren skal fravristes sine mindre elskelige konnotationer.
Albummet ’For Melancholy Brunettes (& Sad Women)’ udkommer 21. marts.