I SKYGGEN AF. Efter en kærlighedsfikseret hugtandsfranchise har huseret i et par år, er unge piger på plakattildækkede værelser i 2011 efterhånden modne til, at en ny kvindelig karakter kan overtage forbilledet Bella Swans plads på væggen.
Det er her, vores bueskydende heltinde kommer ind i billedet.
Da vi møder hende, sniger hun sig forsigtigt gennem skovbunden. Hun har sin trofaste bue spændt og ånder sagte ud, inden en dødbringende pil flyver mod hendes intetanende bytte, der snart bliver aftensmad.
Hjemme i træhytten venter en simpel tilværelse, som dog snart trues af skumle fascistoide kræfter, der både prøver at rydde hende af vejen og gøre hende til en modvillig brik i et sygt magtspil.
Nej, det er ikke sagaen om Katniss Everdeen i ‘Hunger Games’, jeg taler om.
Jeg taler om ‘Hannah’: en kriminelt undervurderet thriller med unge Saoirse Ronan i hovedrollen.
Pseudotvillinger
Den oversete actionperle er, noget overraskende, instrueret af periodedramamesteren Joe Wright, som forinden havde lavet Jane Austen-filmatiseringen over dem alle – 2005-versionen af ’Stolthed og fordom – og Anden Verdenskrigdramaet ’Soning’. Sidstnævnte sikrede en dengang kun 13-årig Saoirse Ronan sin første Oscar-nominering.
‘Hanna’ udkom ét år før den første ‘Hunger Games’-film og følger en knap femtenårig pige. Siden hun var spæd, har hun været afskåret fra al menneskelig kontakt, på nær hendes far (Eric Bana, som også godt måtte være min far, hvis han gad), der er tidligere CIA-agent.
Han har trænet Hanna så hårdt, at den lille, isblonde teenager kan give selv Jason Bourne tørt på. Alt sammen så far og datter en dag kan tage ud i »den virkelige verden« og dræbe den onde CIA-topchef Marissa (Cate Blanchett), der er ualmindeligt interesseret i pigebarnet.
Men før de kommer for godt i gang, bortføres Hanna af CIA. Og uden at kende til den spøjse civilisation, som findes uden for hendes vante, isolerede skov, må teenageren nu navigere alene i en kompleks og fremmed verden.
Kort er godt
Modsat ’The Hunger Games’ er ’Hanna’ en gråtonet, realistisk omgang, der foregår i nutiden. Den har ikke samme overgearede kostume-flair som sin langt mere succesfulde, prangende og dystopiske modpart.
Tematikkerne, der gemmer sig bag de to films smukke ydre, er dog skærende ens. Hannas rejse, der kan klares på to timer, er blot langt mere nuanceret og skarpvinklet, end den personlige rutsjebanetur Katniss Everdeen gennemgår over fire lange film.
Begge hovedpersoner tvinges af nød til at slå ihjel for at forsvare sig selv og dem, de har kær. Samtidig ulmer kærligheden, mens der kommer jord under neglene, når vores ordknappe heltinder må klare ærterne selv – ofte på ganske opfindsom vis – mens de udfordrer et undertrykkende system.
Godt nok er Hanna en koldblodig morder, men hun er en mærkelig, nærmest lidt uskyldig en af slagsen. Mens andre ville hærdes og nedbrydes af de frygteligheder, hun ser, forbliver Hanna åben for det gode i sine medmennesker, og det er en unik oplevelse at se, hvordan hun bibeholder sin livsgnist og sjæl på trods.
Barnemord til 11-årige
‘Hanna’ blev til for over 200 millioner kroner, mens første ombæring af ‘Hunger Games’ kostede mere end det dobbelte. Den vilde hype om filmatiseringen af de populære ungdoms-sci-fi-romaner smadrede fuldstændig enhver snak om den originale Wright-fortælling, og ‘Hunger Games’ tjente da også mere end ti gange så meget.
Både Saoirse Ronan og Jennifer Lawrence trænede bueskydning inden de fysisk krævende roller og udførte mange af deres egne stunts. Prisen for vildeste teknik går dog ubetinget til Ronan, der leverer syngende flotte slag i utallige nærkampe. Særligt en røvfuld, som hun giver en superskurk bag en container, får det til at gibbe i ens imaginære nosser.
Hanna har cirka lige så mange lig på samvittigheden som John Wick. En af grundende til, at filmen måske ikke nåede bredere ud i 2011, var nok filmens aldersgrænse på 15 år, der skar en god luns af YA-publikummet fra. Men om ’Hunger Games’ snød lidt på vægten her, kan diskuteres.
For frøken ’Catnip’ Everdeen, som vi kalder hende i Distrikt 12, dræbte i den første film en hel håndfuld unge under det 74. Quarter Quell (også kendt som Hunger Games). I direkte sammenligning indtager Hanna det høje moralske ståsted, da hun kun likviderer onde voksne.
Tilfældige sammenfald?
Misforstå mig ikke. Jeg elsker ‘Hunger Games’. Men bog- og filmserien har alle dage haft seriøse ophavsproblemer. Konceptet stjæler som bekendt med arme og ben fra det japanske bog- og filmforlæg ‘Battle Royale’.
Det er selvfølgelig næppe tilfældet, men man kunne næsten også tro, at ’Hunger Games’ havde kigget ’Hanna’ over skulderen.
Da Hanna bortføres, lukkes hun inde i en underjordisk CIA-bunker, og da hun endelig slipper fri, foregår det gennem en luge, som fører hende op i en helt ny arena. Præcis som da Katniss første gang stikker hovedet op til legene i sultespillet.
Den legendariske elektroniske duo The Chemical Brothers pulserer støt under hele ’Hanna’ og står for et svulmende lydbad af følelser. De blander lydeffekter og dialog ind i deres tracks, looper sekvenser og matcher hver en tone perfekt til actionbaskerens vilde klippestil.
Hvis adrenalin havde en lyd, var det nok musikken til ’Hanna’. Og det mente instruktøren af ‘Hunger Games’, Gary Ross, tydeligvis også. For i det helt store, emotionelle klimaks, hvor Katniss og hendes kæreste udnævnes som vindere af Dødsspillet, kan man høre The Chemical Brothers smukkeste tema fra ‘Hanna’ spille i fuld længde. Værre tyveri Bedre homage findes vist næppe.
At ’Hanna’ er blevet groft overset, forsøgte Amazon Prime Video at rette op på i 2019. Her udkom et tv-reboot, men som desværre manglede den originale nerve, nysgerrighed og følsomhed, som filmen havde.
Men originalen er altså stadig en syleskarp, flot, underholdende, megablodig og overraskende hjertevarm actionfilm. Let the games begin!
’Hanna’ kan ses på Blockbuster, Apple TV og Viaplay.