‘Forfra forbundet’: Fred være med det, hvis Jungs målsætning er P3-rotation – men de føles som et band, der også vil mere
Hvis du kunne lide Jungs debutalbum ‘Blitz’ fra 2020, så skal du absolut også høre efterfølgeren, ‘Forfra forbundet’. Hvis debuten ikke sagde dig det store, skal du ikke forvente, at toeren får dig til at skifte mening.
Så hurtigt kan jeg alligevel opsummere det nye album fra den danske trio. Det er mere af det samme, på godt og ondt. Alle styrker fra etteren er stadig til stede, alle svaghederne ditto.
Jungs største styrke er afgjort evnen til at genkende en stærk melodi og kunne præsentere den på en måde, der får den til at sidde fast. Det er nok den egenskab, der har været afgørende for, at de med rekordfart er blevet det største af de mange unge dansksprogede new wave-bands, der er kommet frem i kølvandet på The Minds of 99.
Men Jung vinder absolut også på at have en ret karakteristisk lyd på tværs af deres diskografi. Når P3’s satirehold kan lave en øjeblikkeligt genkendelig parodi på dit bands lyd, gør du noget rigtigt.
Men Jungs formler bliver også kun tydeligere her på albumtoeren. Som hvordan forsanger Jonas Jung ofte går fra den samme blide croonen i versene til en mere slagkraftig, rocket vokal, når omkvædet lige skal sidde fast. Eller hvordan de så tit sætter en tromlende, massiv basgang over for drømmende, æteriske riffs fra såvel guitar som bas – og dermed skaber en sindsstemning, der er både tænksom og desperat.
Det er selvfølgelig ikke tricks, der i sig selv er slemme at bruge. Faktisk er de ret effektive. Men når Jung genbruger dem gang på gang, skal der gerne være noget ekstra, der drager lytteren ind, så de fængende melodier ikke bliver den primære ting, der gør, at man vil gravitere mod den ene sang frem for den anden. Og det kunne jo eksempelvis være teksterne.
Det overraskede mig meget, da jeg fandt ud af, at teksterne typisk er det første, der bliver til under Jungs sangskrivningsproces. Jonas Jung er på ingen måde en ubegavet tekstforfatter (meget af gruppens flair for inficerende hooks ligger i ordvalget), men hans tekster emmer ikke ligefrem af indsigt eller emotionelle mavepustere.
Han har en tendens til at være ret vag – det er tekster, alle nok kan relatere en smule til, men hvor der er meget lidt, der gør, at man kan mærke konkrete, personlige tanker blive reflekteret.
Tracket ‘En hel tid vi ik’ taler om’ handler ifølge en pressemeddelelse om »familier, der har svært ved at være ærlige over for hinanden. Hvor det hele bliver et skuespil. Der er måske alkohol i familien, men man lader som ingenting«.
Og netop dette måske hæfter jeg mig ved. For tracket ville nok være meget mere potent, hvis vi fik at vide, hvad det usagte var. Alt, tracket selv nænner at fortælle, er en fortæller, der er frustreret over, at der er et eller andet, der ikke bliver italesat i en relation. Men der er ingen markører i teksten, der åbenbarer for mig som lytter, hvilken grad af alvor, vi har at gøre med.
Jeg har ikke brug for, at alkoholen bliver udpenslet eller noget, men havde de bare smidt ord som »flasker« eller »promiller« ind i sangen, kunne det få situationen til at føles meget mere livagtig.
Der er en facade til stede i Jungs sangskrivning, der virkelig godt kunne trænge til at blive nedbrudt. Det hele er så pænt og imødekommende (også på et instrumentalt plan), at praktisk taget ethvert track kunne være en potentiel single. Og fred være med det, hvis målsætningen er P3-rotation.
Men jeg fornemmer et band, der også gerne vil vække store følelser, og til det formål er deres musikalske univers konsekvent for bekvemt i mine øjne.
Kort sagt:
Jungs andet album minder meget om det første – på godt og ondt. Bandet mestrer stadig stærke, inficerende melodier, men det bliver til stadighed tydeligere, at deres musik ikke er videre eventyrlysten, og at de derfor sjældent rammer den emotionelle tyngde, de sigter efter.