Protestbandet Idles genopfinder sig selv i kølvandet på ynkelig beef i britisk rock

Protestbandet Idles genopfinder sig selv i kølvandet på ynkelig beef i britisk rock
Idles. (Foto: Tom Ham)

Det nye Idles-album ‘Crawler’ kan ikke separeres fra en beef, der selv i den alternative musiks ellers så konfliktforladte verden føles som en fodnote i musikåret 2020: To andre markante, men knap så store engelske rockbands anklagede Idles’ musik for at være tom, approprierende sloganeering uden nogen substans.

Frontpersonerne for grupperne Fat White Family og Sleaford Mods mente essentielt, at Idles’ højlydte, men måske ikke videre nuancerede oprør var den middelklassehipster-acceptable udgave af revolutionen.

Jeg mindes at høre P6 Beat-værter beskrive det som den mest ynkelige og navlepillende beef i moderne rockhistorie. Det var ikke nogen spændende Oasis vs. Blur-modstand, hvor fanskarerne kom op at toppes. Og beefen var overstået, så snart Idles’ ‘Ultra Mono’ havde været ude i en måneds tid. Ingen blev erklæret sejrherrer. Alle var tabere.

Fat White Family og Sleaford Mods føltes som mavesure gamle mænd, der ikke var tilfredse med, at Idles var mere populære end dem – men samtidig blev nogle huller i Idles’ fundament synliggjort. Hvis Idles ikke ændrede drastisk kurs, ville skeptikerne få ret i, at de var en småborgerlig one-trick-pony, der stod bag verdens mest uprovokerende musikalske protest.

‘Crawler’ er derfor Idles’ forsøg på at genopfinde sig selv. Og på at vise, at de har mere og andet at byde på end blot at råbe i vilden sky om, hvor vigtig solidaritet er.

Til det har de allieret sig med hiphopproducer Kenny Beats, som også kort medvirkede på ‘Ultra Mono’. Det er et inspireret valg, for Kenny har hjulpet rappere som Vince Staples, Slowthai og Denzel Curry med at ramme en lyd, der både er hårdtslående og giver plads til, at rapperne kan kigge indad.

Og ‘Crawler’ er da overordnet en indadskuende fortælling om traumer og hjertesorg. Den politiske dimension af bandet kommer kun til udtryk, når de så relaterer deres konkrete erfaringer til bredere samfundssystemer – såsom på tracket ‘Meds’, der delvist handler om konsekvenserne af, hvordan vi som samfund har en tendens til at symptombehandle psykiske problemer gennem medicin rettere end at gøre noget ved de systemiske årsager til dårligt psykisk helbred.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det skulle absolut tage nogle gennemlytninger, før jeg kunne acceptere, at Joe Talbots grovvalsede stemme pludselig føltes ensom, utryg og forladt. Og det var heller ikke let at forholde sig til, at de pludselig var mere interesserede i at skildre stemninger end i at skrive hooks – ‘Crawler’ er med længder deres mindst catchy album.

Men uff, de har fundet frem til nogle lydbilleder, der med succes formidler selv de mørkeste tanker, der bliver sunget om.

Ubehaget og frygten på et track som det Joy Division-klingende ‘When the Lights Come On’ bliver hele tiden accentueret gennem små hylende guitarer og godt med rumklang i bassen, hvilket skaber en fornemmelse af ensomhed. Det maniske track ‘Car Crash’ bliver gradvist mere støjende i takt med, at Joe Talbots vokal fremstår mere forstyrret. Der er altid en effektiv kobling mellem sindstilstanden, de portrætterer, og det givne nummers lyd.

Dette kulminerer i tracket ‘Progress’, der er albummets emotionelle klimaks i en så høj grad, at de efterfølgende tre sange mest af alt føles som en udvidet epilog. Nummerets loopende melodi er svimlende, Talbots vokal lyder sårbar og magtesløs som aldrig før, og langsomt introduceres flere og flere grumme lyde – før en destruktiv basgang ender med totalt at ændre det musikalske fundament, hvilket blot får Talbot til at lyde endnu mere ude af kontrol.

Idles havde ikke behøvet at skrue så meget op for ambitionerne, hvis ikke der havde været så højlydt kritik af dem sidste år. Så selv om jeg egentlig selv synes, ‘Ultra Mono’ var en fremragende udgivelse, er jeg så glad for, at Idles er blevet tvunget ud i at blive mere kunstnerisk udfordrende.

‘Crawler’ cementerer deres holdbarhed – og jeg glæder mig til, at jeg til deres koncert på Roskilde Festival 2022 således ikke blot skal gå amok med en næve i vejret, men også konfronteres med en kaotisk, ubehagelig sindsverden.


Kort sagt:
Protestpunkerne i Idles genopfinder sig selv med indadskuende, ængstelige sange om traumer og hjertesorg. Og de ved lige præcis, hvilke instrumentale greb der skal til for at sælge disse fortællinger.

Idles. 'Crawler'. Album. Partisan/Friendly.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af