Idles’ ‘Ultra Mono’ er slagkraftig politisk postpunk spækket med håb og kærlighed

5 6
Idles’ ‘Ultra Mono’ er slagkraftig politisk postpunk spækket med håb og kærlighed
Idles. (Foto: Tom Ham)

Oven på det tårnhøje niveau fra deres to første album har der været store forventninger til de politiske postpunkere i Idles.

De slagkraftige, buldrende, men også næstekærlige toner på ‘Brutalism’ og ‘Joy as an Act of Resistance’ har gjort den britiske gruppe til genrens muligvis mest hypede unge navn – og det er med stor glæde, at jeg kan meddele, at kvaliteten stadig er lige så imponerende på ‘Ultra Mono’. Hvis de ikke endda skulle have overgået sig selv en kende.

Standarden er sat, når de fra første nummer, ‘War’, ruster op til krig – eller rettere »anti-war«, som der synges i omkvædet. Bandet har i et interview sagt, at sangen handler om en krig i selvet, men i lyset af gruppens generelle tekstunivers er det svært ikke også at læse den som et militant oprør mod krigshungrende magthavere.

Der synges her om, at sværd, geværer og droner angriber side om side, alt imens de fræsende guitarfigurer bliver gradvist mere støjende, højlydte og ondskabsfulde i lyden. Det slår hårdt – og det er svært ikke at blive revet med.

Denne krigeriske åbning er passende, for i løbet af albummet går Idles endnu en gang benhårdt i kødet på samfundet. ‘Carcinogenic’ handler om, hvordan arbejdere bliver slidt op i sådan en grad, at arbejdsmarkedet praktisk taget er en cancer. ‘Model Village’ er et oprør mod de rosenrøde vrangforestillinger, nationalister kreerer for at mobilisere deres tilhængere. Og den Jehnny Beth-gæstede ‘Ne Touche Pas Moi’ handler om vigtigheden af samtykke og selvbestemmelse over egen krop.

Disse budskaber serveres med sarkastisk humor, indigneret vrede og godt med hårdtslående punkinstrumentation, så det kan mærkes helt ind i kroppen. Men al denne ufiltrerede vrede er aldrig blot vrede. ‘Ultra Mono’ er ikke én mands ukontrollerede raserianfald. Det er lyden af et band, der tager dig i hånden og kæmper med dig, side om side. Det er kærlighed, der motiverer Idles til at lave protestmusik, og det sørger de for at minde dig om af og til, således at albummet ikke bliver ren negativitet.

På nummeret ‘Grounds’ minder de os derfor om, at vi er stærkere sammen – endda som nummeret lige efter ‘War’, så de to sange sammen agerer et slags manifest for albummet. På den Kenny Beats-co-producerede ‘Mr. Motivator’ siger de »You can do it« og opfordrer til selvværd, der bliver opnået ved, at vi holder i hånden og siger skråt op til modstanden – en følelse, der kommer igen, når de på ‘The Lover’ råber »eat shit« til deres haters.

Bedst som Idles-kolossen synes at være uovervindelig kommer det næstsidste nummer, den eksistentielle ‘A Hymn’, hvor lyden pludselig er sårbar og tænksom rettere end buldrende og bragende. Her konfronteres berømmelse – og hvordan man selv som rockstjerne bliver placeret i en samfundssituation, hvor systemet frarøver dig potentialet for medmenneskeligt nærvær.

Albummet afsluttes dog med en mere optimistisk tone. Lukkeren ‘Danke’ stopper uden varsel, alt imens forsanger Joe Talbot lover at være der for dig. Idet nummeret ikke får nogen egentlig afslutning, føles det mere eller mindre som om, hans løfter kunne fortsætte i uendeligheden – og oven på den viljestyrke, han har vist igennem albummet, så er det en rar følelse at blive efterladt med.


Kort sagt:
Idles’ rebelske postpunk er lige så hårdtslående og politisk potent, som den altid har været, og ‘Ultra Mono’ er således endnu et fornemt album, der er i stand til at efterlade lytteren med en fornemmelse af håb.

Idles. 'Ultra Mono'. Album. Partisan/Friendly.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af