Hollywood-stjerner på slap line: Sådan har du aldrig hørt Olivia Rodrigos ‘Drivers License’

Hollywood-stjerner på slap line: Sådan har du aldrig hørt Olivia Rodrigos ‘Drivers License’
Jodie Komer i Lyrical Improv af W Magazine. (Foto: PR)

Det er umuligt ikke at trække på smilebåndet, når blandt andre Kirsten Dunst, Jared Leto og Kristen Stewart fortolker teksten til Olivia Rodrigos ‘Drivers License’.

I den seneste video i serien ‘Lyrical Improv’, der er produceret af det amerikanske modemagasin W, holder et stjernespækket skuespillerensemble frikvarter med kærestesorgerne i teksten til Rodrigos populære 2021-ballade.

Det kan gøres på mange måder. Mest nærliggende er det jo selvfølgelig at synge teksten, som Jodie Comer og Leslie Odom Jr. eksempelvis gør. Også Kodi Smit-McPhee prøver kræfter med melodien, men den dybe stemme knækker midt over i et grin. Det er også svært at hamle op med Rodrigos vokal.

Heller ikke Kirsten Dunst kan undertrykke latteren, da hun når til linjen »God, I’m so blue«, som hun kommer til at læse lidt for sarkastisk op.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men sjovest er det at se de skuespillere, der leverer linjerne iskoldt. Kristen Stewart smager på strofen »’Cause you were so excited for me to finally drive up to your house«, som var det en afgørende replik fra ‘Twilight’.

Og prøv at se om du selv kan holde masken, når Jared Leto hvisker »I fucking love you, babe« med et gustent blink i de lyseblå øjne.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af