Beach House fik mig til at glemme tid og sted

Beach House fik mig til at glemme tid og sted
Beach House i Falkoner Salen. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Den tyske filosof Walter Benjamin var dybt optaget af et fænomen, han kaldte for fantasmagori. En fantasmagori er en oplevelse, hvor man træder ind i en drømmelignende rus blot ved at sanse verden omkring sig.

Benjamin skrev navnlig om den fantasmagori, man kunne finde sig selv i, når man gik gennem Paris’ mange smukke passager, men jeg oplevede flere gange selvsamme fantasmagoriske følelse, da jeg torsdag aften befandt mig til koncert med Beach House i Falkoner Salen.

Den magiske drømmeverden, de inviterede mig ind i, bestod musisk næsten kun af duoen selv: Vokalist/keyboardist Victoria Legrand og guitarist/keyboardist Alex Scally. Den eneste øvrige musiker, der var brug for på scenen, var trommeslager James Barone, der også kortvarigt hev en bas frem til ‘On the Sea’.

Men der var altså heller ikke brug for mere. I hvert fald ikke rent musikalsk. Der var så meget finesse og skønhed over de lydlandskaber, duoen (og deres trommeslager) tryllede frem.

Såsom på ‘Superstar’, hvor trommerne cruisede målrettet fremad, synthesizerne osede af melankoli, og Legrands vokal lavede nogle imponerende skift fra de helt lyse længselsfulde toner til den dybe vemodighed. Eller da Scally med sin bottleneck dannede de vildeste æteriske klange, der lød så meget som noget fra en anden galakse, at det kun var passende, at det skete under netop ‘Space Song’.

Men musikken var ikke alt. Der var også et lysshow, der løftede det hele til et helt nyt niveau. Beach Houses dreampop er den slags, der ikke opildner til særlig meget teatralsk spil for galleriet (omend vi fik noget effektiv gestikuleren fra Legrand fra tid til anden), men hvor det rettere handler om at svøbe hele salen ind i en stemning. Og det gjorde lysshowet fænomenalt.

Det øgede blot den fantasmagoriske følelse, at vi blev omgivet af intense røde blink under ‘Pink Funeral’, eller hvordan et hektisk, hypnotiserende skakmønster svirrede rundt på skærmen bag dem under den højdramatiske ‘Lemon Glow’. Jeg blev flere gange i løbet af koncerten transporteret til en følelse, hvor jeg glemte tid og sted.

Beach House i Falkoner Salen. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Men lyset brillerede også bare hvad angik de små detaljer. Jeg blev lynhurtigt imponeret, da en serie spotlights under åbningsnummeret ‘Once Twice Melody’ blinkede, så rytmen matchede backingvokalernes »la-la-la«.

Beach House var stemningsskabere i lige så høj grad, som de var musikere. Jeg mærkede kroppen gå totalt i zen, da det smukke loopende riff fra ‘Myth’ trådte ind, og under ‘Take Care’ tog jeg et notat, hvor jeg erklærede, at det var som det musikalske svar på en god, tryg krammer fra en, man holder af – få sekunder senere så jeg et par foran mig kramme hinanden, mens de svajede til musikken.

Stemningen, vi sluttede af med, var varme og taknemmelighed på ‘Over and Over’ – det passede godt, idet Legrand netop havde takket publikum for at vælge at bruge deres aften i selskab med Beach House. Jeg lod mig fortrylle og forføre af en sidste fantasmagori. Taknemmeligheden er gengældt, Beach House.


Kort sagt:
Beach House fortryllede og forførte med blot tre musikere på scenen, der dog (med assistance fra et fremragende lysshow) var nok til at skabe vidunderlige, fantasmagoriske drømmestemninger, hvor man let glemte tid og sted.

Beach House. Koncert. Falkoner Salen.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af