Da Barbro skreg ind i mikrofonen, satte det sig i kroppene foran scenen på Roskilde Festival

Da Barbro skreg ind i mikrofonen, satte det sig i kroppene foran scenen på Roskilde Festival
Barbro på Roskilde Festival. (Foto: Bo Källberg/Soundvenue)

Luften dirrede af nærvær og varmegrader under Barbros Rising-koncert i gloende middagshede. På den fremragende selvbetitlede debut-ep fra sidste år har den 25-årige musiker leveret følelsesfuld og 100 procent håndspillet popmusik med blandt andet bratsch og kontrabas, og live fremstod bandet lige så gennemmusikalske og kompromisløse.

Det skyldtes ikke mindst, hvordan hvert enkelt instrument fik plads under koncerten. Barbro var ganske vist centrum for showet, understreget af introen, hvor de leverede debutsinglen ’I’m Fine’ alene på elguitar, men næsten umærkeligt sluttede bandet sig til på henholdsvis trommer, keys, bas og kontrabas uden rigtigt at træde i baggrunden igen.

På organisk vis gled sangen ind i den næste, den jazzede og her ganske fabulerende ballade ’Sweet Liberation’, hvor Barbro først stemte sin guitar i en rum tid og dernæst dumpede ned på klaverbænken og spillede resten af sangen side om side og i samspil med et bandmedlem. Intuitionen herskede over rutinen.

Barbro på Roskilde Festival. (Foto: Bo Källberg/Soundvenue)

På et nyt tungt og blueset nummer fik vi noget så sjældent som en (temmelig buldrende) kontrabassolo, spillet med bue, ikke fingrene, imens bratschen på samme vis fik albuerum på den melankolske ’When Your World’ og queerhymnen ’U Think I’m Strange??’.

Generelt var koncerten præget af den mere dystre side af Barbro. Et nyt nummer indebar en højintens passage, hvor musikeren skreg i mikrofonen siddende på sine bare knæ. Det var en fysisk præstation, der satte sig i kroppene foran scenen, hvilket gjorde forløsningen endnu stærkere, da de rundede af med den euforiske ’Don’t You Wait For Me’.

Barbro er god i mørket, men uimodståelig i lyset.

Barbro. Koncert. Roskilde Festival, Rising.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af