Hvis bare Polo G havde været lige så tændt som sit publikum på Roskilde Festival
Behøver man overhovedet gøre noget ud af sin optræden, hvis man har lavet nogle af tidens største streaminghits? Det lader ikke til, at Polo G finder det nødvendigt.
Manden bag sange som ’Rapstar’, ’Martin & Gina’ og ’Pop Out’ mødte i hvert fald op til aftenens koncert med en meget afslappet, ja, nærmest ugidelig attitude.
Polo G kørte med et helt simpelt setup på scenen: Ham selv og en dj, der agerede hypeman, imens rapperen traskede rundt med et udtryksløst ansigt, som om han slet ikke gad være der.
Lydbilledet bar præg af, at amerikaneren kun leverede lige præcis det, man som minimum kunne forvente. Alle sange blev afspillet med vokalen fra studieversionerne som backing, og desværre druknede rapperens sløje stemme flere gange i baggrundstracket.
30 minutter inde i koncerten talte Polo G for første gang til publikum. Han takkede mange gange, og det var der god grund til. For modsat aftenens hovedperson var folk i det glohede telt mødt op med virkelig meget energi. Koncerten var på forhånd markeret som en ’high energy’-koncert, og de fleste var kommet for at smadre igennem.
Mange af Polo G’s sange lyder dog ikke som oplagte moshpit-sange. De er melodiske og eftertænksomme snarere end vilde. Det var et lidt bizart syn at se publikummer brage sammen til tonerne af den behagelige akustiske guitar på ’Martin & Gina’.
Men moshpits kom der alligevel – helt ud til teltdugen.