‘Skør for dig’ er et af de mest opsigtsvækkende numre på Kesis nye album ’30 somre’, fordi vi for en sjælden gangs skyld får lov til at høre Jada synge på dansk.
Nu har den sang fået en musikvideo, hvor Kesi blandt andet imponerer Jada ved at pull up til hendes slot med en hest og ved at hugge brænde i haven. Til sidst skal parret giftes i en seance, hvor Noah Carter spiller forlover.
Vielsen når dog aldrig at finde sted. For præsten – spillet af Lord Siva – dukker aldrig op.
I stedet skifter musikvideoen spor og viser, hvad der er foregået natten før brylluppet, hvor der har været polterabend.
Musikken går fra ‘Skør for dig’ til det mere festlige Noah Carter-samarbejde ‘Hele natten’, og vi ser Kesi samt en vennegruppe, der blandt andet består af Carter samt ‘præsten’ Lord Siva, som i dén grad er i hopla. Der er masser af alkohol og det obligatoriske peepshow.
Dobbeltvideoen er lavet af Vida, der før har stået bag videoer for blandt andre Artigeardit og Noah Carter. Begge sange er at finde på Kesis nye album ’30 somre’.