Det er kun lidt over et år siden, at Kodak Black blev løsladt fra fængsel, da han blev benådet af Donald Trump for en treårig fængselsdom for ulovlig våbenbesiddelse.
Fredag blev den kontroversielle rapper imidlertid anholdt igen – denne gang for besiddelse af 31 Oxycodone-piller og 74.960 dollar i kontanter, svarende til over 550.000 kroner. Det skriver blandt andre The Sun.
Ifølge The Sun blev Kodak Black stoppet af politiet, der mente, at de tonede ruder i hans bil var mørkere end tilladt. Her viste det sig, at både rapperens kørekort og bilens registrering var udløbet.
Da betjentene samtidig mente at kunne lugte cannabis i bilen, førte det til en ransagning af rapperens bil. Her fandt politiet angiveligt pillerne og kontanterne.
Kodak Black blev ifølge The New York Post løsladt mod kaution på 75.000 dollar lørdag. Den 25-årige rappers advokat udtaler på Twitter, at der er »omstændigheder som giver anledning til et juridisk forsvar« og at de vil løse sagen hurtigst muligt.
Rapperen med det borgerlige navn Bill Kahan Kapri har været på kant med loven flere gange i løbet af sin karriere. Udover fængselsdommen for våbenbesiddelse, startede han også året ud med at blive arresteret nytårsaften. Han er også anklaget for voldtægt.
Efter planen skal Kodak Black give koncert til Rolling Loud-festivalen i Miami om fem dage.