Overvældende triumf: Tame Impala skabte euforisk festivalstemning i Royal Arena
Som introsekvens til Tame Impalas koncert i Royal Arena tonede en farmaceut frem på bagtæppet og oplyste om brugen af Rushium (et ordspil på foretagendets seneste albumtitel), der både fås som pille og i flydende form. Farmaceuten lod os forstå vigtigheden af at indtage Rushium før koncertstart, da virkningen ville indtræffe hurtigt.
Det var naturligvis ren fiktion, men man havde publikum mistænkt for at have fulgt de imaginære anvisninger, for sjældent har jeg oplevet en så euforisk og imødekommende stemning til en arenakoncert på en hverdag.
Da ‘Borderline’ startede som andet nummer, lød der et øredøvende og overvældende brøl, der signalerede, hvor store Tame Impala med årene er blevet.
Meget passende var koncerten mandag aften en glimrende tour de force i den udvikling, mastermind Kevin Parker har gennemgået. Særligt nu hvor transformationen fra neo-psykedelisk ambassadør til hyldet superstjerne var så åbenlys at dømme ud fra begejstringen hos det tusindtallige publikum.
Under ‘Elephant’ og ‘Runway Houses, City Clouds’ fremstod Tame Impala som et hårdtarbejdende regulært rockband – hvilket den udsyrede fuzz-solo i sidstnævnte understregede. Men samtidig var et frækt disco-trommefill i førstnævnte en påmindelse om, hvordan Parker på sine senere album har omfavnet popmusikkens umiddelbare tonesprog.
‘Posthumous Forgiveness’ var en hypnotiserende magtdemonstration, der synes at bygge bro mellem de to universer. Og ‘Eventually’ og ‘The Less I Know the Better’ funklede som imødekommende popjuveler, der ramte følelsesregisteret lige, hvor de skal.
Til salens højlydte tilfredshed.
Der blev heller ikke sparet på de visuelle effekter. Et enormt UFO-lignende aggregat svævede fra loftet og spyede lys og røg, så man følte sig hensat til en opulent progkoncert i 70’erne. Ligesom et insisterende lasershow skulle fremhæve, at ‘Breathe Deeper’ i sekvenser nærmest var tribal-EDM.
Selv om man måske ikke havde behøvet, at konfettikanonerne blev skudt af flere gange – første gang under ‘Let It Happen’ var rigeligt og skabte sammen med den øredøvende fællessang følelsen af at være på festival – kunne man ikke bebrejde Parker og hans crew for at lade sig rive med af den fuldkomment fænomenale stemning.
I et nyligt interview med Soundvenue fortalte Parker, hvor meget han har lært at værdsætte at spille koncerter. Den måde, han tog ejerskab over scenen under ‘Feels Like We Only Go Backwards’, var en klokkeklar bekræftelse på det udsagn.
Tame Impalas triumf af en koncert i Royal Arena var et dybt livsbekræftende vidnesbyrd om den samhørighed, der kan opstå mellem en veloplagt kunstner og et publikum, som bare er totalt klar.
Kort sagt:
Med Kevin Parkers veloplagte attitude og en overlegen balance mellem hypnotiserende neo-psychedelica og popmusikkens effektive virkemidler triumferede Tame Impala fuldkomment i Royal Arena.