Historien om Tame Impala og mastermind Kevin Parker er historien om den introverte musiker i sit lille studie, der med tiden blev et decideret stadion-act.
Det er historien om den nørdede lydtroldmand, der gik fra psykedelisk rock begravet i fuzz til glat og pulserende disco og solidt pophåndværk.
Historien om en moderne rockpioner, der har ført sin musik et sted hen, hvor den vel nærmest ikke længere er rockmusik. Helt uden at miste sin rockstjernestatus eller indie-credibility.
Ja, faktisk har Kevin Parker og Tame Impala vel sjældent været større end netop nu, hvor de spiller arenashows for tusindevis af mennesker verden over.
Mandag aften rammer Tama Impala så Royal Arena i København, og da jeg op til koncerten fik en Zoom-snak med Kevin Parker, besluttede jeg mig for at starte netop der; ved at spørge ind til hans forhold til rockmusikken og rollen som moderne rockstjerne.
»Som så mange andre tror jeg egentlig ikke, jeg ved, hvad rock er. Især ikke i disse dage«, siger Kevin Parker, inden han holder en længere tænkepause. Og selv om han ikke kan få kameraet på Zoom-forbindelsen til at virke på grund det noget ustabile internet på hans hotelværelse i Kroatien, kan jeg næsten se den tænksomme rockstjerne for mit indre øje, mens han overvejer sine næste ord.
»Men jeg plejede at sige, at rock er en følelse. Det er en af den slags genrer, hvor så længe musikken har den dér rockfølelse, så er det rock. Lige meget hvilke instrumenter du bruger«, forklarer Parker og fortsætter:
»Men jeg tror alligevel, at jeg omfavner rock’n’roll mere for tiden, end jeg plejede. Da jeg startede Tame Impala, var jeg nærmest allergisk overfor det. Måske fordi vores musik netop var rock,forsøgte jeg at finde sjove måder at gøre det komplet modsatte. Jeg ville ikke sættes i en kasse, så når folk kaldte mig rockmusiker, blev jeg sur«.
»Men i disse dage er den dér rock’n’roll spirit og følelse så sjælden, at man skal huske at værdsætte den. Især når den føles ægte. Rock bør altid føles ægte!«.
Er den omfavnelse af rock’n’roll-ånden også noget, man kan se i dine liveshows?
»Uden tvivl. Jeg har udviklet mig meget på det punkt. Jeg plejede at hade at optræde og forsøgte altid at gemme mig væk bag min guitar og mit hår, men nu forsøger jeg at gøre det til en prioritet at have det sjovt på scenen. Bare være den der rockstjerne, du ved? Fuck it!«.
At være en rockstjerne, der optræder foran tusindvis af mennesker, er dog stadig ikke noget, der kommer naturligt til Kevin Parker. I stedet fortæller han, at det er noget, der har krævet øvelse, men også er det hele værd.
»Jeg har fundet ud af, at hvis jeg bare kan lade som om, at det at spille live er som at synge karaoke i en brandert med mine venner kl. 3 om natten, så er det også sådan, det føles. For det er jo netop i sådanne situationer, at alle føler sig som en ægte rockstjerne, ikke sandt? Det er der, hvor det føles sjovt«.
Rockstjernen der altid har elsket pop
Selv om Kevin Parker har lært at leve med rollen som rockstjerne, betyder det ikke, at hans musik har hængt fast i rockens ABC.
Jo større en rockstjerne, du er blevet, jo mere har din musik bevæget sig væk fra den klassiske rocklyd. Er det ikke et paradoks?
»Uden tvivl, men der tror jeg også bare, at min musik er blevet mere unik med årene. Den er blevet mere udefinerbar og mindre én ting. Mere sin egen ting, synes jeg i hvert fald«.
Kan man sige, at den er blevet mere poppet? Du har altid haft et godt øre for melodier, men på dine seneste album er de melodier også trådt mere i forgrunden.
»Pop har ligesom rock sin helt egen følelse, og jeg har altid elsket og beundret popmusikken. Måske endda længere end jeg har med rocken. Jeg tror, at alle mine største sange er mit forsøg på at skrive den ultimative popsang. Det er fucked up og måske syret, men det er stadig pop. For det giver dig den der popfølelse. Den der følelse, hvor du tager dine hovedtelefoner på og går ned ad gaden, som om du var med i Bee Gees«.
Men at være en rockstjerne, der spiller popmusik, er også blevet lettere med årene, fortæller Kevin Parker.
»Tag bare dengang, jeg ikke gad være rockmusiker. Da jeg udgav ‘Lonerism’ i 2012, fortalte jeg journalister, at det lød som en blanding af Britney Spears og The Flaming Lips. Og det synes jeg faktisk stadig passer, men jeg er ikke sikker på, at alle forstod det«.
Siden da er popmusikken blevet mere og mere anerkendt i kritikerkredse. Hvor pop tidligere kunne ses som et fy-ord, accepteres poppen nu som en seriøs genre i sin egen ret. Det er som om, forskellige genrer og verdener er begyndt at smelte mere sammen, mener Parker.
»Musikverdenen er meget mindre tribal,end den plejede at være. Før i tiden var du enten en rockperson, en popperson, en hiphopperson … men nu er det jo næsten snæversynet kun at være en af delene«.
Potente hiphopsamarbejder
Sammensmeltningen af verdener og den musikalske nysgerrighed på tværs af genrer har også givet Kevin Parker nye kunstneriske muligheder. Det er blandt andet kommet til udtryk i en række samarbejder, hvor han har gjort sig som både producer og sangskriver for mange store stjerner.
Især hiphoppen har gennem årene nydt godt af Kevin Parkers musikalske talenter. Kendrick Lamar brugte ‘Feels Like We Only Go Backwards’ på sangen ‘Backwards’ i 2014, ASAP Rocky samplede ‘Why Won’t You Make Up Your Mind’ på ‘Sundress’ i 2018, og Kevin Parker var en del af Travis Scotts sessions omkring ‘Astroworld’-albummet, hvor Parker blandt andet er krediteret på sangen ‘Skeletons’. En umiddelbart umage forbindelse, som Parker dog har en naturlig forklaring på.
»Jeg tror, min musik appellerer til hiphopkunstnere, fordi jeg lægger så meget kærlighed i groovet og teksturen på mine sange. Og i hiphop er det altid netop det, der er den hemmelige ingrediens. Det er altid groovet og teksturen, der ender som det sample, der bærer sangen«.
Alligevel var det en overraskelse for Kevin Parker, da folk som ASAP Rocky og Kendrick Lamar begyndte at bruge hans musik som samples i deres sange. Men også noget han altid havde ønsket.
»Det er noget, jeg altid har sigtet efter. Især med ‘Currents’ og ‘The Slow Rush’. Mens jeg lavede ‘Currents’, kan jeg huske, at jeg tænkte, at selv hvis albummet skulle ende med at floppe, så ville det være et fantastisk visitkort for mig som hiphopproducer. Jeg håbede virkelig, at der var nogle rappere, der ville høre det og tænke: ’Han skal producere min næste sang’«.
Et håb, der så småt er gået i opfyldelse for Kevin Parker. Stemningen, når man arbejder med hiphopkunstnere, er dog på mange måder en anden, end hvad den australske lydtroldmand er vant til, når han skriver og producerer Tame Impalas musik alene i sit hjemmestudie.
»Hiphop-sessions har altid en ekstrem stemning. Det er højlydt, der er masser af mennesker, og der bliver røget en masse weed, du ved? Det er en meget potent stemning, men når du først falder til rette og bliver godt tilpas, er det et rigtig godt miljø kreativt. For du sigter altid bare efter det tungeste beat, efter det bedste groove, efter noget der giver dig hiphopfølelsen«.
Han er dog ikke meget for at fortælle anekdoter fra sine mange samarbejder. I typisk Kevin Parker-stil er der kun én ting, han fokuserer på:
»Det hele handler om musikken for mig. Musikken er det vigtigste«.
Men der må da have været nogle ‘wow-øjeblikke’ undervejs?
»Mine sessions med Travis Scott var fantastiske. Det er altid en speciel følelse, når du er til stede i et rum, mens nogen laver deres mesterværk. Travis Scott er en fremragende producer. Han er en rumkadet ligesom mig selv og har virkelig stærke ideer om præcis, hvad han gerne vil med sin musik. Tag bare en sang som ’Sicko Mode’. Det nummer er så bizart sammensat, og at det alligevel er blevet så stort og populært et nummer, det siger alt om Travis som producer. Det er hiphopsangenes svar på ‘Bohemian Rhapsody’. Det burde ikke kunne blive et hit, men det er det alligevel«.
Nye inspirationer og ny musik
Det er to år siden, Tame Impala udgav deres seneste album, men ifølge vandrørene er Kevin Parker allerede i fuld gang med at arbejde på nyt materiale i sit hjemmestudie i Freemantle i det vestlige Australien. Noget Parker da også bekræfter, da jeg spørger ham ind til det. Han laver hele tiden musik. Han kan simpelthen ikke lade være.
Hvordan har dine mange samarbejder påvirket din musikalske proces? Og hvad bliver så det næste logiske – eller ulogiske – sted at tage Tame Impalas musik hen?
»Det er jo lige det … det logiske mod det ulogiske og hvilken af de to veje, man skal gå. Jeg laver musik konstant, og jeg elsker, hvor meget det at arbejde som producer og co-writer inspirerer mig. At arbejde med forskellige kunstnere har givet mig en helt ny musikalsk pallet at arbejde med, så det handler mere om, at jeg hele tiden skal finde ud af, hvad det er, der gør Tame Impala til Tame Impala«.
Kevin Parker tøver kort, inden han fortsætter:
»Jeg kender ikke rigtig svaret på det spørgsmål, men det er nok egentlig en god ting. For så kan jeg jo ende hvor som helst«.
I et tidligere interview har du udtalt, at mange Tame Impala-sange faktisk starter som ideer til sange, du kunne forære til andre kunstnere. Kunne du nogensinde forestille dig rent faktisk at skrive hele sange specifikt til andre artister? Eller ender du altid med ikke at kunne give slip på dine sange?
»Det er et godt spørgsmål! Og et spørgsmål, der kører rundt inde i mit hoved hele tiden. Måske? En slags kamp mellem min introverte og ekstroverte side. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer, men kun at musik er det eneste, jeg ikke kan leve uden. Men lige nu elsker jeg faktisk selv at optræde«.
»Det er som om, coronapandemien har lært mig at værdsætte det hele lidt mere. Faktisk var det at tage på turné igen efter pandemien lidt af et vendepunkt for mig, fordi det fik mig til at indse, hvor specielt det er at spille musik i et rum sammen med tusindvis af andre mennesker. Det fik mig til at nyde det ti gange mere, nu hvor jeg ved, hvor skrøbeligt det hele er. At tage den pause fik mig til at indse, hvor meget jeg elsker det«.
Tame Impala spiller i Royal Arena 22. august.