Tame Impalas ’The Slow Rush’ er et flot producervisitkort – men lyrikken er banal som bare fanden
Tålmodighed er en dyd og så videre, men Tame Impala har virkelig taget sig god tid med ‘The Slow Rush’. Fem år er der løbet under broen siden seneste album, samt et giftermål sidste år, såmænd.
Med alt det i bakspejlet må det vel også være et radikalt forandret projekt, der ser dagens lys i 2020? Svaret er både ja og nej. Det, der afgjort har taget længst tid med Kevin Parkers fjerde album under Tame Impala-navnet, har at dømme efter lydbilledet været produktionen. ‘The Slow Rush’ er et af den slags perfektionistiske, nærmest overproducerede værker, man kan blive ved med at finde nye facetter i, men det er også endnu et mildt stilskifte for ham.
‘The Slow Rush’ forstærker alt, hvad der var nyt og friskt på 2015-albummet ’Currents’ til et punkt, hvor Parkers guitarer og sjove pedaler næsten synes at være en saga blot. I stedet indtager han en rolle som kyndig poprevivalist, der adapterer og legerer hele den sidste tredjedel af det 20. århundredes største tendenser til en veltilsmagt tidsrejsesuppe med kun blide stænk af hans ellers tidligere så genkendelige fuzz- og phasereffekter.
Her er funky basgange og 90’er-hørmende Cut’N’Move-keyboards, men også sodavandsis-syrlige 80’er-synth-arpeggios og 70’er-disco-tendenser i en maksimalistisk yacht rock-pærevælling, der – hvis ikke man havde haft ‘Currents’ som mellemregning – ville synes fremmed for et band, der tidligere virkede som psychrock-bannerførere. Stil blot ‘Solitude Is Bliss’ fra ‘Innerspeaker’ overfor åbneren på ‘The Slow Rush’ – den svimlende ‘One More Year’ – kontrasten er som ild og vand.
Det, Parker omvendt har brugt mindst krudt på, er lyrikken. Det har aldrig været studenterhuen, der har trykket hans tekster, men ‘Currents’ var i et omfang et breakup-album, hvor det forfriskende indslag var en vis ærlighed – omend den oftest slog ud i slidte hjerte-/smerte-floskler, som mestendels klingede af, at Parker sang det første, det bedste, der faldt ham ind. ‘The Slow Rush’ fortsætter troligt i samme skure med en lang stribe ureflekterede og sjældent citatværdige klichéer under et lige så gabende klokken-slår-tiden-går-tema.
Det er nemt nok at forestille sig, hvor sådan noget kommer fra: Parker sidder i studiet dag ud og dag ind og nulrer sine produktioner og fikumdik ud af navlen. Pludselig er der gået fem år, og hvor blev vennerne af, gud, hvor er jeg blevet meget ældre… ligefrem ’voksen’. Skal jeg mon til at avle nogle unger nu… og var det et gråt hår?
Han trænger til at komme noget mere ud, og hvis ikke det gav sig selv, så kan vi lige så godt understrege, at teksterne ikke er vanvittigt vedkommende eller lytteværdige isoleret fra deres musikalske backdrop. Indimellem bliver de endda faretruende cringey. Undtagelsen skulle måske være ‘Posthumous Forgiveness’, der kan læses som en hilsen til Parkers afdøde far, hvis bortgang var med til at udløse et forbrug af bevidsthedsudvidende stoffer og dermed altså også medvirkede til at forme Kevins gryende musikalske karriere.
Den totale hengivelse til ‘The Slow Rush’ afhænger derfor dels af, om man kan abstrahere fra det rekordbanale tekstunivers, og om man kan acceptere både Parkers totalexit fra den psykedeliske rock og de mere synthglade horisonter, han nu færdes under. Er svaret til det hele et rungende ja, gemmer der sig et ganske fint popalbum, der svælger i både pompøse og petite detaljer, man kan fortabe sig i.
Og det kan man nemt komme til med et så imponerende producervisitkort, som denne udgivelse også udgør: Fortabe sig i ren lyd og glemme det sludder, der egentlig bliver sunget.
Kort sagt:
Kevin Parkers fjerde album som Tame Impala byder på et radikalt forandret lydbillede, men vanligt banale tekster – denne gang med tiden som tema.