Thomas Helmig og hustru Renée Toft Simonsen takkede i går for den omsorg og støtte, de er blevet mødt med efter sønnen Hugo Helmigs død i november i en alder af 24 år.
På Instagram skriver Thomas Helmig: »Jeg vil benytte dagen i dag til at takke alle for den fuldstændig overvældende medfølelse og støtte, som min familie og jeg har fået fra jer i den her svære tid. Når sorgen pludselig er blevet et livsvilkår, betyder det utroligt meget«.
Han fortsætter: »Hugo og mig delte en kæmpe kærlighed til musik, og vi delte en dyb respekt, for alt det musikken kan. Den rigtige sang på det rigtige tidspunkt kan bringe tårer, glæde, sorg, oprør, minder, og den kan bringe en følelse af, at man bliver genkendt og set. Så selv midt i den sorg jeg står i nu, vil jeg se frem til mine koncerter næste år, hvor jeg vil hylde musikken, fællesskabet, kærligheden og ja, livet. Glædelig jul til alle«.
Renée Toft Simonsen skrev på sin Instagram: »Der er lys og hjerter, nissemænd og engle overalt, og det glæder mit sørgende hjerte, men nogle gange ser julen ud, som på de billeder jeg tog på kirkegården i går. Smukke mørke mønstre mod decembers nattehimmel. Der var tændt mange lys, vi er ikke de eneste der har mistet«.
Den 2. december blev det bekræftet, at Hugo Helmig var gået bort 23. november i en alder af 24 år. Familie, venner og kollegaer var hurtige til at støtte familien og mindes Hugo Helmig på sociale medier.
Som søn af Thomas Helmig var Hugo nærmest født ind i musikbranchen og udgav allerede som teenager i 2017 sin debutsingle, ‘Please Don’t Lie’.
To år senere albumdebuterede han med ‘Juvenile’, der fik enorm succes. »Man kan ikke komme uden om, at Helmig synger vanvittigt godt«, skrev Soundvenues anmelder i den forbindelse. Det blev hans eneste album.