Eee Gee fikserede publikum med de mest hemmelighedsfulde øjne siden Mona Lisa under Store Vega-triumf
For fem hundrede år siden malede Leonardo da Vinci en florentinsk kvinde, hvis hemmelighedsfulde øjne stadig i dag fortryller os. Mona Lisas blik er så fuld af gåder, at man simpelthen ikke kan kigge væk.
Sådan er det også, når Emma Grankvist træder op på en scene som Eee Gee. Hendes ansigt er uaflæseligt, hun ser på os med en blanding af dyb koncentration, moden sårbarhed og ægte glæde.
Som en, der lige er vendt hjem fra et eventyr og gerne vil fortælle lidt om det, men ikke alt.
I aftes fyldte hun så Store Vega, kun et år efter at hun delte det københavnske spillesteds mindre sal, Lille Vega, med en håndfuld andre upcoming-kunstnere som en del af ’Vegas Udvalgte’.
Nu klædt i sølvglimrende cowboyhat og denimvest med frynser. Fordi hvordan ser nordicana ellers ud? Sådan kalder Emma Grankvist selv sin musik, og det indkapsler jo ret fornemt sangenes klang af lige dele Lana Del Rey og nordisk enkelhed.
Følelsen af luksuriøs lethed bredte sig øjeblikkeligt, da Eee Gee åbnede med nytårssinglen ’New Years Ex’, indhyllet i blåt tågelys.
Over hende lyste en gul, krusedullet neonfugl, og halvvejs inde i sin melankolske storytelling bredte Grankvist armene ud og lod sin tørre, intime vokal drukne i overspændt guitar og bækkener.
Hun lød som en drøm, næsten bogstaveligt talt. Stemmen havde inderlig styrke, men også fløjlslet Billie Eilish-vibrato. Den var på samme tid meget virkelig og alligevel diset – dekadent, drømmende. Og ekstremt sikker.
Lidt senere, under ’Contraband’, skrællede bandet lyden helt ned til rustikke guitarklimt i broen før omkvædet, og den blideste fællessang rejste sig af sig selv fra folk omkring mig. Eksplosionen, der fulgte efter, satte sig direkte i huden.
Selvom Eee Gee kun har et enkelt album på samvittigheden, lød koncerten allerede som et meget helstøbt forløb med en fin balance mellem krystalliske ballader, drevne countryridt og uafviselige hits.
Halvvejs gennem aftenen fik Grankvist selskab af Greta, Dame Dearest (Emma Sehested Høeg) og Selma Higgins i en amishagtig a cappella-udgave af ’Midnight Bounce’.
Koret, der også talte resten af bandet, begyndte unisont, men lod efterhånden stemmerne forgrene sig. Måske mere charmerende end decideret gribende, men det lille afbræk sikrede, at koncerten aldrig gik på automatpilot.
Eee Gee nåede også forbi en hyldest til familienavnet med Bee Gees’ ’More Than a Woman’ med slideguitar, drumpads og guitarsolo. Og så luftede hun vist materiale fra et kommende album med en fængende, regnbuefarvet discofest krydret med stilede lifts og synthsolo.
»Vi er løbet tør for sange«, indrømmede Emma Grankvist efter en times tid, men sluttede så alligevel af med en mindre hitparade. Og vendte tilbage på scenen klædt i rødt og guld, som en sjælden sommerfugl, for at synge ’You Don’t Have to Tell Me It’s Over’ for en musestille, ekstremt betaget sal.
Der skal nok være nogle, som mener, at Grankvist burde fylde mere på scenen. Bevæge sig mere rundt, gestikulere mod publikum, grine, aktivere os.
Men for mig er hendes største kvalitet, ud over en vanvittig stemme og en allerede stærk sætliste, at hun ikke gør alt det. At hun holder lidt igen, tillader sig koncentrationen, også selvom scenerne nu bliver større.
For alt det, hendes uudgrundelige blik ikke siger, fortæller hun med musikken. Derfor er hun ikke til at kigge væk fra, og derfor var koncerten i Store Vega en troværdig, meningsfuld og vildt musikalsk triumf.
Kort sagt: Eee Gee kigger på sit publikum med et hemmeligt blik, der stråler af integritet og gådefuldhed. Ligesom hendes musik. Koncerten i Store Vega var en dybt meningsfuld triumf.