I starten af denne måned blev afdøde Juice WRLD’s sangkatalog solgt for et trecifret millionbeløb til firmaet Opus.
Kort inden da solgte Justin Bieber sit bagkatalog for over en milliard kroner til firmaet Hipgnosis, som er den største spiller i det blomstrende marked omkring rettighederne til musikeres bagkataloger.
De to er blot de seneste eksempler på, at mange kunstnere lige nu sælger rettighederne til deres musik. Om det så er til investeringsfonde som Hipgnosis eller til musikselskaber som Sony og Universal.
Udover Juice WRLD og Justin Bieber kan nævnes Shakira, Bob Dylan, Neil Young, Future, Justin Timberlake, Bruce Springsteen, sangskrivere som the-Dream og Tobias Jesso Jr. og producere som No I.D. og RZA.
Der går sågar rygter om, at Michael Jacksons rettigheder snart bliver opkøbt – til et astronomisk højt beløb.
Musikrettigheder er vigtige, fordi de genererer indtægt. Når Justin Biebers ‘Sorry’ bliver spillet i radioen, er med i en film eller bliver streamet på Spotify, bliver der udbetalt en portion penge, og de penge bliver fordelt mellem dem, der har rettigheder i sangen.
Det, der sker, ved salg af musikrettigheder, er i store træk relativt simpelt: Artisterne får en stor udbetaling nu, mens dem, der køber rettighederne til sangene, står til at tjene løbende i fremtiden.
Bieber får ikke længere penge, når ’Sorry’ spilles i radioen. Til gengæld har han fået en check med mange nuller på.
Det er en del mere kompliceret end som så, men det er kernen i sagen.
Det dybere spørgsmål er så bare: Hvorfor har så mange travlt med at købe og sælge musikrettigheder netop nu?
Hvorfor er musikrettigheder blevet det nye guld?
Det er en kombination af forskellige faktorer, der gør, at den her tendens tager fart lige præcis nu.
For det første har der været rygter om at den slags indkomst var på vej til at blive beskattet højere, og derfor skulle man have solgt inden det skete. Det lyder enormt uinspirerende, men sådan er det ofte i krydsfeltet mellem kunst og finans.
En anden grund: Corona spøger stadig.
Mange kunstnere har tabt indtægt grundet aflyste turnéer, og rettighedssalg har været en måde at indhente det tabte på. Og selvom tourvirksomhed igen er muligt, er det en mere usikker branche end før, mens en engangshandel på mange millioner kroner er en hurtig og nem affære.
For ældre kunstnere som Bob Dylan og Neil Young handler det også om at administrere en arv. Det er nemmere at fordele 400 millioner end 400 sange, og en kæmpe opgave for arvinger at skulle varetage et bagkatalog.
For de unge kunstnere er det en måde at kapitalisere på sit bagkatalog på, mens man stadig har mulighed for det. Om 25 år er ens sange måske ikke lige så meget værd, så hvorfor ikke få en stor portion penge nu?
Uanset om man er gammel eller ung gælder: Mange penge med det samme er nemmere at forholde sig til end musikbranchens usikre fremtid.
Sange er for altid
Overfor kunstnerne, som sælger deres sange, står de firmaer, der har set et uudnyttet marked.
Merck Mercuriadis, grundlæggeren af Hipgnosis, har udtalt hos Complex: »Hvis Donald Trump gjorde noget sindssygt, ville det påvirke prisen på guld og olie, men ikke på sange. Sange bliver altid forbrugt«.
Sangrettigheder er en sikker og stabil indtægtskilde. Især sange, der allerede har vist, at de er penge værd – med andre ord hits.
Sange der har været populære i 20, 40 eller 60 år, bliver nok ved med at være populære. Om Justin Bieber og Juice WRLD bliver ved med at hitte er mere usikkert, men håbet er naturligvis, at ‘Baby’ og ‘Lucid Dreams’ en dag står side om side med ‘Like a Rolling Stone’ i popmusikkens æreshaller.
Den enorme pose penge firmaer som Hipgnosis eller musikselskaber giver til kunstnerne, skulle gerne modsvares af en betydelig indkomst over lang tid.
Dermed er der tale om en kalkuleret win-win situation for begge parter.
Regnestykket er simpelt. Men der er et dybere spørgsmål om, hvad den her tendens siger om, hvordan vi anskuer musiks værdi.
Musikken er ikke længere hellig
Engang var det en selvfølge, at kunstnere skulle holde fast i rettighederne til deres egen musik – det var jo deres levebrød. Sangrettigheder var hellige. Det har ændret sig.
Nu sælger kunstnere ud, og lader investeringsfonde overtage det, der engang var en af musikerens primære indtægtskilder.
Det skyldes også, at de penge som de fleste musikere reelt set tjener nu – især de musikere der ikke har et bagkatalog af hits – findes i tourvirksomhed, t-shirts, sponsoraftaler, Twitch, NFT’er og alverdens merchprodukter. Kort sagt alt andet end musik.
Rettighederne til egne værker er derfor ikke længere musikerens alfa-omega.
Men når artister sælger rettighederne til deres musik, sælger de samtidig også noget, der hænger intimt sammen med musikeren og sangskriveren. Der ligger en stor portion identitet i sange. Noget uvurderligt.
Hvis man har et romantiseret forhold til musik, kan det virke en smule goldt, at det der engang var noget af det allerhelligste i musik, er blevet reduceret til at være et aktiv i finansverdenen.
Man kan paradoksalt nok sige, at musikrettigheder både er mere værd end de har været i lang tid nu – og at de samtidig også har mistet en anden form for værdi.
Der er tydeligvis mange, der mener, at musikrettigheder kan være store summer værd. Kunstneres kataloger er bogstavelig talt i høj kurs.
Samtidig er det svært ikke at føle, at det netop vidner om, at rettigheder på et dybere plan er blevet mindre værd.
Når musikere sælger ud af det, der før har været en så stor del af musikerens identitet, så må det være fordi, det har mistet værdi. Måske ikke økonomisk. Men kulturelt og intellektuelt.