’Superfaith’: Drew Sycamore har supertravlt på veloplagt og vildt overgjort album

’Superfaith’: Drew Sycamore har supertravlt på veloplagt og vildt overgjort album
Drew Sycamore. (Foto: Kia Hartelius)

Vistnok selvironisk går det galt allerede fra start på Drew Sycamores tredje album, ’Superfaith’.

»System overload«, meddeler en robotstemme til sidst på det travle, ja supertravle, åbningsnummer ’Destiny’. Og hvis det er antallet af lag i produktionen, der har fået systemet til at koge over, forstår jeg det godt.

Med vanlig Sycamore-vind i håret er sangen et hektisk 80’er-ridt med diskante trommer, spændt elbas og en overflod af detaljer. Inklusive varulvehyl, for hvorfor ikke. Det er vildt veloplagt og lige så vildt overgjort.

Dynamik er for bløddyr, så Frederik og Fridolin Nordsøs produktioner på ’Superfaith’ fylder hvert sekund med lyd og haster videre fra det ene formled til det næste.

Kan nogen følge med i det tempo? Drew Sycamore kan faktisk for det meste godt. En af hendes kvaliteter er en percussiv vokal, der måske ikke er specielt udtryksfuld, men til gengæld har et ret let afsæt.

Den smidighed dyrker hun fuldt ud i sine otte sange på albummet. Falder hun enkelte gange over ordene, er det underordnet, for de betyder ikke rigtig noget.

»Hey there, Madonna, won’t you be my mama«, fjollerimer hun undervejs til lyden af discostrygere, piskesmæld og hysterisk latter.

Det er ikke på ‘Superfaith’, at Drew Sycamore springer ud som et musikalsk projekt om at redde verden.

Drew Sycamore. (Foto: Kia Hartelius)

Generelt har Nordsø-tvillingerne valgt klaver frem for guitar som rytmeinstrument på albummet. Det giver en lidt kold og tung lyd, og det er måske en del af forklaringen på, at den helt løsslupne stemning fra ’I Wanna Be Dancing’ ikke indfinder sig på ’Superfaith’.

I stedet får vi fjollet panfløjte, orgastisk guitarsolo og en issyl af et synthmotiv til sidst på ’In the Club’. Men også maniske andenstemmer, bløde falsetstykker og outrerede synthfontæner.

Værktøjskassen er i den grad fremme. Lige lidt hjælper det dog, hvis ønsket har været at skabe et varieret udtryk. Kantede grooves og hurtige tempoer flyder ud i ét, og producernes angst for tomme rum skaber et konstant overfyldt lydbillede.

System overload, det skal jeg love for.

En sang som ’Fever’ skiller sig dog ud. Her hersker en vådere synth, en antydning af subtil rytmeguitar og muligvis Mattias Kolstrup et sted langt borte på koklokke.

I omkvædet får den percussive vokal modspil af lange, ørkenfarvede linjer, der går i en overraskende melodisk retning.

Det smager lidt af en stram, moltåget mystik og passer jo egentlig bedre end albummets generelt forcerede funkiness til Drew Sycamores glatte, cyberpunkede persona.

Den vej måtte hun gerne forvilde sig videre ned ad.


Kort sagt:
Drew Sycamore har som altid vind i håret og speederen i bund på sit tredje album, ’Superfaith’. Angsten for tomme rum tynger dog den ellers veloplagte fjollefest.

Drew Sycamore. 'Superfaith'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af