Tobias Rahims nye single er et InterCity-tog af tordnende trance – hør ‘Toget’

Tobias Rahims nye single er et InterCity-tog af tordnende trance – hør ‘Toget’
Tobias Rahim. (Foto: Samuel Kanu)

Tobias Rahim har prøvet kræfter med lidt af hvert.

Selvom hitmageren kun er to album inde i karrieren, tæller repertoiret allerede alt fra postpunkede oprørsbrøl og liderlige bossanova-numre til straight up børnesange.

Rahims bedste numre viser, at han kan springe let og elegant mellem gigantiske popsmaskere om mandetårer og country-inficerede guitarballader om Jesus.

Nu kan tidens største danske popstjerne skrive endnu en stilart på sit musikalske cv. For Rahims nye single er hans mest rendyrkede klubbasker til dato.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sangen bærer titlen ‘Toget’, og varedeklarationen viser sig at holde stik. Det pumpende trancebeat brager derudaf som et buldrende InterCity-tog, og det standser ikke en eneste gang i de to minutter og 30 sekunder, rejsen varer.

»Toget det kører«, brøler Rahim om og om igen i omkvædet, mens han i versene endnu engang blotlægger sin kamp med angst.

»Har dealet med stress, dealet med angst / Dealet med coke, der smager som amf«, lyder det blandt andet over et beat, der låner fra sangen ‘Train’ af trancegruppen Barcode Brothers.

‘Toget’ er Tobias Rahims første nye single, siden han tidligere i år fuldendte sidste års storhittende album ‘Når sjælen kaster op’ med gangster-romancen ‘Alive Alive Alive’.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af