Han har været en grædende soldat i musikvideoen til ‘Når mænd græder’, slikket narkofrøer med Niels Brandt i ‘Ozonlag A energi’ og holdt punket øvelokalefest med Artigeardit i den grynede video til ‘Bums for eliten’.
Nu skyder Tobias Rahim det nye år i gang med endnu en musikvideo, og denne gang er turen kommet til ‘Taber mig i dig. Føler vi ku vinde’.
Billedsiden til det lumre bossanova-nummer er knap så hektisk som mange af sine forgængere, og præmissen for musikvideoen er egentlig såre simpel: En dronevideo af Rahim, der cykler topløs rundt i et smukt bjerglandskab, og som meget vel kunne være blevet filmet på Færøerne eller i Island.
‘Taber mig i dig. Føler vi ku vinde’ stammer fra sidste års album ‘Når sjælen kaster op’, der med sine politisk potente gigahits fandt vej til vores liste over de bedste danske album fra 2022.
Til sammenligning er ‘Taber mig i dig. Føler vi ku vinde’ en mere ligefrem sexsang, men mon ikke den nok skal blive en succes alligevel? Sidste år kunne Rahim trods alt nærmest ikke udgive en sang uden at stryge ind som nummer ét på Spotify-hitlisten (og som nummer 2 og nummer 3 … ).