Selina Gin gav alt, hvad hun magtede, midt i skybruddets bulder og brag på Roskilde Festival

Som et af dagens første musiknavne skulle Selina Gin egentlig vække et stadig halvdøsigt publikums kroppe til dagens øvrige bestræbelser. Men af og til spiller naturens love ind, og i stedet fik hun til opgave at agere varmeskab for en fuldstændig gennemblødt samling mennesker.

Tordenskraldene, de sporadisk glimtende lyn og den silende regn gav Selina Gin en intro, der var et metalband værdigt. Man manglede nærmest bare en ensom kirkeklokke nu og da.

Nogle bands ville nok bukke under for den slags, men faktisk skulle det vise sig, at omstændighederne stedvis var en gave til koncerten, og de mere stillestående øjeblikke fik et skud drama.

På plade og til klubshows er intimitet det bærende nøgleord til at beskrive Selina Gins singer/songwriter-rock, hvor hendes stemmes nærvær er front and center.

Den intimitet er imidlertid svær at oversætte til større festivalscener. Her er den udendørs Eos-scene unægtelig en besværlig samarbejdspartner. Derfor lå udvalget og arrangementerne af sangene til dagens koncert i den mere rockede ende af hendes spektrum.

Store dele af ansvaret skulle bæres af et velspillende, men af og til lidt for oplagt backingband i form af The Iconics, der blandt andet talte en fremragende Andrea Thuesen (fra Baby In Vain og Snuggle) på guitar. Bassen fik en for dominerende placering i mixet og overdøvede af og til Selina Gins ellers veludførte vokalleveringer.

Men stedvis gik tingene op i en højere enhed. ‘Good Cry’ kom langt mere ud over stepperne end pladeversionen og gav de første hundrede fremmødte noget at danse til.

Hovedpersonen kunne afslutningsvis give det obligatoriske »Hva’ så Roskilde« et forsøg, efterfulgt af et uvejrsrefererende »Shit, mand, what a good cry!«.

Det umiddelbare højdepunkt var den smukke ‘Favourite Melody’, en sang som er skrevet til Selina Gins mor, men som i dag blev dedikeret til hendes baby.

Publikum blev før sangen bedt om at sætte sig ned, hvilket er en lidt slidt gimmick, men i dagens våde anledning virkede det mere som en loyalitetstest – som langt de fleste bestod.

Efter sangen kom oprejsningen, og regnen stoppede for en stund.

Det trods alt respektable publikum fik danset sig tørre til en endnu mere upbeat disco-lydende version af ‘Multiple Reasons’ end den, man finder på pladen, men sangens synth-bårne outro var i denne udgave præget af et parløb mellem trommer og bas – i sådan en grad, at det næsten virkede, som om de bare prøvede at trække tiden.

Som afsluttende nummer spillede de meget passende den muligvis bedste sang fra Selina Gins hænder, balladen ‘I See What You’re Fighting For’.

Men midt i sangens store crescendo åbnede de atter for sluserne oppefra, og publikum blev skyllet tilbage til deres lejre, mens Selina Gin vokaliserede sig igennem sangens mastodontiske afslutningsriff.