‘NATASJA: I DANMARK ER JEG FØDT’. Spillestedet Stengade 30 i København, en aften i maj 2007. Publikum klapper og hujer foran den lave scene. Bag dj-pulten, der er dækket af et armyfarvet camouflagenet, ser Pharfar koncentreret ud, mens han skruer på knapperne. En korttrimmet mand i stribet skjorte – det er reggaesangeren Mission – kommer på scenen og introducerer aftenens hovednavn på klingende patois, dvs. jamaicansk-engelsk:
»Rite now, we’re gonna bring you on stage, the dancehall queen of Copenhagen, Denmark. Touching down, I want to give it up for … Natasjaaaaaah!«.
Publikum råber og pifter, da den spinkle rapper indtager scenen med et skævt smil og en drink i hånden til tonerne af Rihannas kæmpehit ‘Pon de Replay’. Hun er iført grønne cargobukser med militærprint, sort hættetrøje og skinnende guldøreringe og har det krøllede hår samlet i en hestehale:
»RubA’Dub, er I okay? Hvad siger du, Pharfar, er du okay?« spørger Natasja, inden Pharfar med et blødt, rullende reggaebeat sætter den første sang, ‘Jamaica 2 Nice’, i gang og laver metalliske ekkoeffekter fra dj-pulten. Natasja vugger frem og tilbage i takt til musikken. Hun synger hyldestsangen til sit elskede Jamaica på flydende patois, hvor ‘rain’ udtales ‘reen’ og ‘in my’ som ‘inna mi’:
»Travel throughout the hills and the valley weh mi see/ The coconut the cotton and the pretty ackee tree/ Country lean, green, sun a shine pon di scene/ Rain just stop fall, and everything fresh and clean/ How mi love fi run through the bush find the corn, the cane/ Meditation inna mi heart fi heal the mental pain«.
Hvis man vil have et indtryk af, hvordan reggaerapperen Natasja var på en scene, er Andreas Johnsens dokumentarfilm ‘Natasja’ fra 2008, som klippet stammer fra, et godt sted at starte. Filmen følger hende over flere år og viser ikke blot hendes arbejde som professionel jockey, hvor hun vandt hestevæddeløb både i Klampenborg og i Khartoum i Sudan, men også hendes kamp for at slå sit navn fast på musikscenen i Danmark og Jamaica.
Jeg stiftede første gang bekendtskab med Natasjas musik i midten af 1990’erne, da hun sammen med veninden Karen Mukupa var del af rapduoen No Name Requested. Dengang var dancehall en nichegenre, som kun sjældent fik airplay i radioen. Kvindelige danske rappere kunne tælles på en enkelt hånd, ligesom antallet af kvinder til hiphopkoncerter kunne det. I Københavns machoprægede hiphopmiljø skilte duoen sig ud med deres dreadlocks, feminine energi og raptekster om at stå ved sig selv og ikke finde sig i noget pis. Det var to årtier, før kvindelige rappere indtog radiobølger og hitlister herhjemme, og måske derfor blev No Name Requested definerende for en ung hiphopfan som mig, der hver måned brugte timevis af tid på det lokale bibliotek for at læse musikmagasiner og låne cd’er med rappere som Lil’ Kim, Missy Elliott og Lauryn Hill. Duoen var nogle af de eneste kvinder på den danske scene, og de var ovenikøbet vildt gode!
Op gennem 1990’erne varmede No Name Requested op ved en lang række hiphopkoncerter i København, blandt andet for rapikonerne Queen Latifah og A Tribe Called Quest. Jeg glemmer aldrig første gang, jeg oplevede Natasja live. Det var på spillestedet Loppen på Christiania i København. Ved første øjekast virkede hun spinkel i sin T-shirt og sine cargobukser, men når hun rappede på flydende patois og delte verbale håndmadder ud, forstummede de brovtende typer foran scenen.
Jeg havde aldrig oplevet nogen indtage en scene med et nærvær som hendes. Tænk, at der i hiphopmiljøets testosterondunstende univers fandtes en urkraft af en kvinde, der kunne sætte mændene på plads, rappe om sit talent og sin seksuelle appetit som den største selvfølgelighed – og ryge alle fyrene under bordet bagefter. I mine teenageår i slutningen af 1990’erne føltes det, som om den bedste musik kom fra USA, England eller en sjælden gang Sverige. Jeg slugte udenlandske musikmagasiner som The Source, Blues & Soul og danske Blender for at læse om nye udgivelser og tendenser fra musikkens epicentre i det amerikanske og britiske. Men Natasja lød som en, der sagtens kunne være med på et album fra The Roots, A Tribe Called Quest, triphopmagikerne Massive Attack eller mit store idol Neneh Cherry. Der var meget langt fra Holte, hvor jeg boede som teenager, og til Kingston, Jamaica, eller til hiphoppens arnested New York, men Natasja var fra Islands Brygge, hvor jeg havde boet de første ti år af mit liv. Selv for en genert, hvid middelklassepige som mig, der levede for musik, føltes det som et mirakel, at hun fandtes. Tilbage på det lokale bibliotek læste jeg alt, hvad jeg kunne finde i magasiner og aviser om No Name Requested og lyttede til duoens singler.
I løbet af 00’erne så jeg Natasja optræde talrige gange i København. Det skete på Huset i Magstræde, på Rust, på Vega og ikke mindst på den lave scene på RubA’Dub Sundays på Stengade 30, hvor jeg i de år ofte rundede ugen af i selskab med rastaer, reggaefans og studerende som jeg selv. I lighed med mange andre, der fulgte Natasja, vidste jeg, at det kun var et spørgsmål om tid, før hun ville brage igennem lydmuren i kølvandet på den internationale dancehallbølge, der ramte radiokanaler og hitlister som et supersonisk chok i starten af årtiet. Jeg var en af dem, der havde forelsket sig i dancehallgenrens inciterende rytmer og storskrydende tekster om kærlighed, liderlig sex eller om at være den sejeste rudeboy eller -girl i kvarteret.
I november 2004 fik jeg som helt grøn freelancejournalist på Politiken mulighed for at interviewe Natasja til avisens IBYEN-sektion. Dengang kaldte hun sig Little Tasha og var stadig relativt ukendt udenfor reggaemiljøet. Anledningen til artiklen var udsendelsen af 12’’-singlen ‘Cover Me / Real Sponsor’, en forløber for debutalbummet ‘Release’, der skulle udkomme året efter. Det forekommer at være lysår siden i dag – efter artiklen havde jeg i hvert fald anført denne lille forbrugeroplysning: »Little Tasha kan i aften opleves på Rust sammen med den dansksprogede dancehallgruppe Bikstok Røgsystem«. Kunne jeg sætte mig ind i en tidsmaskine og teleportere mig selv tilbage til netop den koncert, havde jeg gjort det.
Knap tre år senere anmeldte jeg ‘I Danmark er jeg født’ for det hedengangne ungdomsmagasin Chili. Jeg var både begejstret og imponeret og gav albummet fem ud af seks mulige chilier. For med Natasjas album fik dancehallgenren et dansk hovedværk, der transcenderede sin egen genre. Det var fremragende udført, og på få danske albums går sprogligt overskud, fængende produktioner og iørefaldende omkvæd op i en højere enhed, som det er tilfældet her.
Med albummet beviste Natasja, at hun som kunstner havde hele pakken: Lyrisk skarphed, et hæsblæsende rapflow og træfsikre omkvæd, der brændte sig fast i øregangen. Det var et album, som mange havde håbet, Natasja havde i sig. Hovedværk eller ej: Hverken anmeldere, dj’s eller musiknørder kunne dengang have forudsagt, at albummet ville opnå status som nyklassiker. Men det skete, og i de følgende år blev sangene fra ‘I Danmark er jeg født’ spillet ikke blot til demonstrationer, i radioen og til gymnasiefester, men også til bryllupper i hele landet.
Nogle albums rammer som en lysende meteor ned i samtiden og definerer et stilskifte og en ny æra. De bliver en del af vores kollektive bevidsthed, når sangene gennem generationer bliver spillet på teenageværelser, i voksne menneskers stuer, fra soundbokse på strandene og i parkerne samt på teltområderne på landets festivaler. Sangene løfter sig over deres samtid og får evigt liv, selv når kunstneren bag ikke er her længere.
Sådan et album er ‘I Danmark er jeg født’. For ganske vist havde Natasja Saad, som hun hed, udsendt sit engelsksprogede debutalbum i 2005. Men det var på hendes andet soloalbum, at hun foldede vingerne ud og viste den fulde spændvidde af sit talent. Albummet er på mange punkter en milepæl. Ikke blot fordi Natasja var en af de første kunstnere, der lavede dancehall på dansk, men også fordi hun var den første danske kvindelige rapper, der både nød respekt i undergrunden, indtog de hjemlige hitlister og fik anerkendelse uden for Danmarks grænser – ikke mindst i reggaens hjemland Jamaica. Og så var ‘I Danmark er jeg født’ et helstøbt værk med stærke sange, gennemarbejdede produktioner og en markant artist presence.
Men albummet er også særligt, fordi det skulle blive hendes første og eneste fulde album på dansk. Natasja blev dræbt i en trafikulykke i Jamaica den 24. juni 2007, netop da de sidste indspilninger var afsluttet – og på tærsklen til sit hjemlige gennembrud, 32 år gammel. Hendes død var ikke blot en personlig tragedie for hendes familie, omgangskreds og venner. Den efterlod også et tomrum hos den voksende fanskare, hun havde opbygget efter mange års energiske liveshows både i udlandet og herhjemme med hits som ‘Op med ho’det’ og Rune RK’s internationale klubbasker ‘Calabria 2007’, der blev udsendt under kunstnernavnet Enur, og hvor hun medvirkede på vokal. Men det var især ‘I Danmark er jeg født’, som skulle give Natasja sin velfortjente succes post mortem.
Der findes et før og et efter Natasja i dansk musik, og det er hjerteskærende, at hun døde på tærsklen til sit folkelige gennembrud. Dermed blev albummet på én og samme tid hendes store gennembrud og eftermæle. Når jeg hører albummet i dag, er det stadig svært for mig ikke at blive blæst bagover af hendes overrumplende talent. Hendes stemme rummer en elektrisk blanding af charme, energi og bramfrihed, og teksterne føjer nye farvenuancer til det danske sprog. Som dj spiller jeg stadig numre som ‘Gi’ mig Danmark tilbage’, ‘Ildebrand i byen’ og ‘Op med ho’det’ på natklubber, til sommerfester – og til bryllupper. Og selv om sangene i skrivende stund udkom for over 15 år siden, rammer de stadig dansegulvet med en berusende blanding af oprørstrang og eufori.
‘Natasja: I Danmark er jeg født’ af Nanna Balslev er ude nu på forlaget Multivers.
Musikforestillingen ‘Natasja’ kører i Operaen frem til 3. august.