Ashnikkos ‘Weedkiller’ leger med både tegneserier og videospil, men får næppe Jakob Stegelmann op af stolen
For to år siden skrev Ashnikko en dystopisk novelle om et forfaldent univers, hvor det gode og sunde – repræsenteret af ukrudtet the weeds – er blevet så godt som udraderet af det onde i form af de robotlignende ukrudtsbekæmpere the weedkillers.
Sidenhen er konceptet blevet udvidet med blandt andet tegneserien ‘Husk: A Tale from the Weedkiller Wastelands’, en ep med lidt under halvdelen af debutalbummets sange og et computerspil ved navn ‘Ashnikko World’, hvor en lille Ashnikko løber rundt i en dystopisk sumpskov, hvor magiske svampe, krystaller og blomster eksisterer side om side med halvt nedsunkne biler og indkøbsvogne.
Mit bud er, at det skal sige noget om at finde skønheden i undergangen. Men selvom både tegneserien og spillet er sjove add-ons til udgivelsen, tror jeg ikke ligefrem, det er noget, der vil få Jakob Stegelmann op af stolen.
Nu er vi nået til kronen på værket, debutpladen ‘Weedkiller’, og ifølge Ashnikkos Instagram har vi denne gang at gøre med et fe-væsen, der skal udrydde den store weedkiller-fjende én gang for alle. Ud fra pressematerialet kan det konkluderes, at der i grove træk er tale om en rimelig on the nose-fortælling om de massive problemer, vi står ansigt til ansigt med i den virkelige verden.
Både hvad angår klimaforandringer og overforbrug, men også de mere personlige, emotionelle problemer. Pladens 13 sange har et generelt hævnmotiv, og derfor tager fjenden form af blandt andet mobbere, sexister, ekskærester og voldtægtsmænd.
Rent musikalsk kommer alt-pop-rapperen vidt omkring i lydlandskabet på ‘Weedkiler’. Fra den bhangra-inspirerede åbner ‘Worldeater’ over ‘Chokehold Cherry Python’, hvor hun inkorporerer de elementer af industrial og nu-metal, som blev introduceret på debut-mixtapet ‘Demidevil’ fra 2021, og videre til den druggy gå-hjem-sang ‘Possession of a Weapon’, der på fin vis reflekterer tekstens dystre og ekstremt virkelige tema: Retten til fri abort og den nyligt omvæltede Roe v. Wade-lovgivning.
Ashnikko bruger generelt mange mere eller mindre skjulte referencer til alle mulige sub- og popkulturelle fænomener. På ‘Worms’ synger hun om at rulle sig i blå maling, som var det Yves Kleins ‘Anthropométries’, og muterer til en gelatinelignende blob som i Harlan Elisons novelle ‘I Have No Mouth, and I Must Scream’. På ‘Cheerleader’ vender hun vrangen ud på Gwen Stefanis ‘Hollaback Girl’, mens hun smider om sig med referencer til så forskellige film som ‘Heathers’ og ‘Bring It On’.
På to af pladens bedste numre får Ashnikko besøg af den peruvianske multikunstner Daniela Lalita, som lokkende driver musikken helt ind i lytterens indre øre på den sitrende sensuelle ‘Super Soaker’, mens Ethel Cain hjælper til på omkvædet på pladens sørgmodige afslutter, ‘Dying Star’.
De fleste af teksterne trækker et slimet spor af blod og andre kropsvæsker efter sig, hvilket antyder det revolutionære i det stort opslåede koncept. Men sangene kunne have virket mindst lige så godt uden rammefortællingen, for de fungerer helt fint på egne præmisser.
Konceptet er simpelthen ikke fulgt tydeligt nok til dørs. Når Ashnikko synger, at verden brænder, tænker man det ikke umiddelbart som en del af det større koncept, men blot en metafor for den virkelige verdens tilstand.
Til gengæld kommer konceptet bedre til udtryk i de visuelle aspekter. Som i eksempelvis musikvideoerne, der afspejler temaet langt bedre. For at forstå pladen er det således vigtigt at dykke ned i de slimede, voldelige visuelle fortolkninger af musikken.
Tag for eksempel singlen ‘Worms’, et dub-inspireret, barnligt legende, næsten ‘Lazy Town’-agtigt nummer. Under den palm-mutede, reverbede guitarmelodi ligger et helt roligt dub-beat. Sangmelodien er næsten Rihanna-agtig. Så langt, så godt.
Men det er først, når man ser videoen, at man forstår dens plads i konceptet. Her har vi at gøre med et full blown ‘Mad Max’ møder ‘Adventure Time’-trip, hvor Ashnikko i selskab med en horde af diverse dæmoner drøner gennem et vissent, ødelagt landskab i et køretøj, der af Ashnikko selv beskrives som en »what the fuck, Monster Truck!«.
Konceptplader er interessante, når de er skruet ordentligt sammen, men det kræver en sammenhængende fortælling og en rød snor, for at den slags bliver overbevisende. I dette tilfælde er lytteren alt for afhængig af det visuelle aspekt, og derfor mislykkes det.
Det er en skam, for der er trods alt nogle stærke skæringer på ‘Weedkiller’.
Kort sagt:
Med debutalbummet ‘Weedkiller’ har Ashnikko slået et større brød op, end hun kan bage. Sangene trækker et slimet spor af blod og andre kropsvæsker efter sig, men konceptet er simpelthen ikke fulgt tydeligt nok til dørs.