Han har teaset sine fans med falske løfter i lang tid, men nu er det vist endelig ved at være tid til, at Drakes nye album lander.
Den officielle udgivelsesdato for ‘For All the Dogs’ er 22. september, og på fredag udkommer en single fra albummet.
Nu har rapperen delt coveret til den kommende single på Instagram, og det er intet mindre end et foto af skuespilleren Halle Berry tildækket af grønt slim.
Fotoet er fra børneprisshowet Nickelodeon Kid’s Choice Awards i 2012, hvor det åbenbart er normalt, at gæster bliver tildækket med slim.
Den kommende single får desuden besøg af en opsigtsvækkende gæst. Drake har tagget SZA i sit Instagram-opslag, og denne har også delt coveret på sin profil.
Udover at SZA stod for et af sidste års stærkeste album i form af ‘SOS’, har hun også en romantisk fortid med Drake, hvilket sidstnævnte afslørede på en sang i 2020.
Den nye single er ude på fredag den 15. september, og ugen efter lander ‘For All the Dogs’ altså.