PJ Harveys 12 år gamle protestsang var som skrevet til oktober 2023
Tidligere i år udgav PJ Harvey det mørke, vibrerende værk ‘I Inside The Old Year Dying’. En fabulerende rejse gennem en fortryllet udgave af Harveys hjemstavn Dorset i Sydvestengland, sunget i den så godt som uddøde lokale dialekt.
Med materialet friskplukket fra skovbunden gjorde det mig ikke det store, at de første 40 minutter af Harveys koncert i Falkoner Salen var dedikeret til den nye plade.
Det foregik foran et bagtæppe, der lignede et afsvedet landskab, der skiftede karakter afhængigt af, hvilke farver det blev oplyst af. Rundt om på scenen var der placeret træstole og andre små møbler, der fik det til at ligne en uhyggelig udestue et sted, man ikke har lyst til at falde i søvn.
PJ Harvey kom på scenen badet i lyset fra en enkelt hvid lyskegle. Hun gestikulerede med store fagter, og stroferne i det nye materiale, som er langt mindre catchy, end hvad vi er vant til fra hendes hånd, blev drevet frem af hendes dramatiske fremtoning på scenen.
På aftenen fungerede især pladens største banger, ‘The Nether-edge’, virkelig godt. Bandet spillede som Can på morfin, og sangmelodien var nærmest Björk-agtig i al sin vuggevisesørgmodighed. Dens sublime outro fungerede virkelig godt med Harvey på akustisk guitar.
Efter fremførslen af ‘I Inside the Old Year Dying’ var publikum ligesom blevet blødgjort, klargjort, masseret til en kavalkade af PJ Harvey-hits.
Hovedpersonen selv gik af scenen og efterlod den til hendes fire mand høje, mildest talt gråsprængte band bestående af trommeslager Jean-Marc Butty, multiinstrumentalist Giovanni Ferrario, Gallon Drunk-frontmand James Johnston og selvfølgelig hendes evige samarbejdspartner, John Parish.
Bag dem var der pludselig ild i det afsvedede landskab, og så var klokken slået ‘Let England Shake’.
I en slags spartansk neo-folk opsætning med percussion og guitar fremførte de ‘The Colour of the Earth’ som den første del af en tretrinsraket fra det majestætiske album.
Efterfulgt af aftenens nok stærkeste indslag, protestsangen ‘The Glorious Land’, der i en tid, hvor bomberne falder om ørerne på civile mænd, kvinder og børn i Gaza, og med tekstens fordømmelse af England og USA, næsten føltes, som om den var skrevet til oktober 2023.
Herefter tog Harvey autoharpen i brug til den pulserende ‘The Words That Maketh Murder’, og så var det ellers meningen, at resten af koncerten skulle stå i vildskaben og ondskabens tegn i klassisk PJ Harvey-stil.
Men ak, selvom bandet spillede glimrende, og selvom PJ Harvey sang fuldstændig utroligt, så var det svært for dem for alvor blæse Falkoner Salen bagover. Selv helt oppe foran, hvor kontakten mellem band og publikum burde være mest intens.
Som en slags udvidet, timelang encore blev der disket op med hit efter hit, som burde have sat salen i kog, men den forblev ved simrepunktet. Hvor ville jeg dog ønske, at det var lykkedes hende at trække os igennem det eksistentielle søle, som hendes sange manifesterer.
Men hvis hverken ‘Angelene’, ‘Send His Love To Me’, ‘The Desperate Kingdom of Love’, ‘Dress’ eller ‘Down by the Water’ kan få folk i gang, så er der altså ikke noget, der kan.
Der var ellers stort set ikke en finger at sætte på musikken. Det skulle da lige være ‘Man-Size’, hvor man burde frygte hvert et lilletrommeslag, men som denne aften fremstod noget tam. Til gengæld står øjeblikke som den smukke, ulmende bro i ‘To Bring You My Love’ særligt klart i min erindring.
Vi blev sendt hjem med mundharmonika på den råddensmukke ‘White Chalk’. Et nummer, der – ligesom den nye plade – refererer til Dorset, og hvis enormt PJ Harveyske slutstrofer fuldendte cirklen og satte et værdigt punktum for en udmærket koncert.
Men levende musik skal have noget at rikochettere fra. Ellers falder det til jorden. Og det er drønærgerligt, for musikken inviterede til meget mere.
Kort sagt:
PJ Harvey gjorde, hvad hun kunne for at vække forskellige interesser i publikum, der mest af alt virkede som et blikstille hav. Materialevalget fejlede ellers ingenting, og især den 12 år gamle protestsang ’The Glorious Land’ fik ny relevans i Falkoner Salen.