‘I Inside the Old Year Dying’: Vi skal være taknemmelige for at kunne følge PJ Harvey ind i mørket
På sit 1997-mesterværk ’The Boatman’s Call’ synger Nick Cave om en ’West Country Girl’ på sangen af samme navn. Den omtalte kvinde er Polly Jean Harvey, som Cave havde et kort, intenst forhold til i midten af 90’erne.
Harvey har aldrig for alvor brugt sine West Country-rødder (nærmere bestemt Dorset i Sydvestengland) aktivt i sin musik, men det skal jeg love for, at hun råder bod på med sit nye album, ’I Inside the Old Year Dying’ – det første fra hende i næsten syv år. Ikke alene henviser sangene til en egnsbestemt folklore, men den er også skrevet og sunget i Dorset-dialekt.
Albummet trækker på Harveys egen digtcyklus, ’Orlam’ fra 2022. Hvis man er Harvey-aficionado og dermed bekendt med ’Orlam’, er man altså virkelig foran på point, når man nærmer sig albummet. For den ikke-indviede kan albummet godt fremstå som tungt hjemmearbejde.
Men så igen: PJ Harvey ved nok godt, at hendes fans gerne tåler at investere tid og tankevirksomhed i at nå til bunds i alt, hvad hun sender ud i verden.
Aldrig har Harvey sunget med så stor variation i intonation og følelse som på ’I Inside the Old Year Dying’. Er det grimt eller smukt? For Harvey handler det nok mest om at kanalisere en stemme, der bedst indfanger den karakter eller stemning, den enkelte sang kalder på.
På åbningsnummeret ’Prayer at the Gate’ synger Harvey i en kunstfærdigt vibrerende falset. Først på fjerde nummer, ’Seem an I’, skifter hun til sit kontrollerede mellemregister og introducerer i samme omvæltning en sprød, elektrisk guitarfigur, der vækker mindelser om hendes måske mest publikumsvenlige bedrift, ’Stories from the City, Stories from the Sea’ fra 2000.
Generelt er der mere akustisk guitar, end vi er vant til fra Harvey. Den elektriske guitar er – når den optræder – udstyret med en tremolo-effekt, der giver et mere drømmende udtryk. Jeg tager mig til tider i at savne en tydelig basgang, der kunne give sangene noget mere tyngde. Men måske ville den klassiske rockbesætnings kropslighed også få det flydende og uafgjorte ved udtrykket til at fordampe.
I virkeligheden kan man næppe adskille musikken fra den fortælling, som ’Orlam’ foldede ud på skrift allerede sidste år. ’I Inside the Old Year Dying’ er – helt basalt – en dannelsesfortælling med en hjem-ud-hjemme-struktur, som man kender den fra danskundervisningen.
Der hersker en vis kønsforvirring (»Femboys in the forest find / Figs of foul freedom«, lyder en allitterations-guirlande fra albummet), men lad os i udgangspunktet sige, at der er tale om en pige. Hun forlader menneskenes verden og bevæger sig ud i den mørke skov. Noget sker med hende undervejs, noget uhyggeligt og farefuldt, og på den anden side venter der en form for overgang.
Sangene beskriver mestendels det limbo, der er imellem statussen som henholdsvis pige og kvinde. Alt sammen beskrevet i et eventyragtigt sprog, hvor årstiderne og naturen er besjælet, og hvor de synes medvidende om pigens tanker og de ting, der sker med hende undervejs.
Harvey benytter sig af et væld af negationer markeret ved udtryk som »un-girl«, »not-friend«, »not-calling« og »not-good«. Formentlig for at indfange den flydende tilstand op til statusskiftet. Pigen er på en måde to ting på én gang og derfor ikke rigtig nogen af delene.
Det eventyragtige støder sammen med dels et kristent-religiøst billedsprog og dels nutidige referencer om Pepsi-Cola og peanutbutter-sandwiches. Disse indbrud giver en form for elektrisk stød til formen, og de skubber den i uventede retninger. Elvis’ ’Love Me Tender’ optræder som et ledemotiv. På ’August’ afsynger en mandestemme endda Elvis-sangen som en slags intermezzo.
Nummeret ’I Inside the old I Dying’ (Bemærk: Næsten samme titel som albummet, men ikke helt!) er en form for nøglesang, hvilket titlen i sig selv afslører. Noget dør, for at noget nyt kan opstå. Der lurer hele tiden hentydninger til vold og død, men hvad er det for en vold? Er det en voldtægt i konkret fysisk forstand, eller skal billedsproget snarere beskrive den abrupte følelse, som selve overgangen markerer?
Albummet efterlader med andre ord lytteren med en stor fortolkningsopgave: Hvad er det for en forvandling, der er i gang? Er det noget individuelt (en konkret pige i Dorset) eller overindividuelt, ligefrem metafysisk, der angår os alle sammen? Hvad vil det sige at være voksen? Hvad er Gud (»What is God in earthly guise?« spørger hun på ’A Child’s Question, July’)? Hvad er naturen, og hvad er menneskets forhold til naturen?
’I Inside the Old Year Dying’ indeholder et vidtforgrenet flet af betydninger. Hvorvidt man vil sukke af henførelse eller af utålmodighed i mødet med den særegne sangcyklus vil være et temperamentsspørgsmål. PJ Harvey er som kunstner så fortrolig med sin valgte form – eller i dette tilfælde mangel på samme – at man i reglen lader sig rive med.
Albummet går lidt i stå cirka midtvejs, hvor titelsangen og ’All Souls’ musikalsk og melodisk lukker sig for meget om sig selv, selvom de tematisk og poetisk tilføjer mening til værket. Musikken er i det hele taget ofte tentativ og afprøvende. Som om den skiftevis lister frem uden helt at kende sin destination og til andre tider skærer og hyler med stor overbevisning.
Som fortælling er albummet konsekvent vedkommende, men som lytteoplevelse kan det indimellem tendere det usammenhængende eller ujævne.
Harveys vandring ind i en mørk, mytisk og mystisk skov har en stærk fascinationskraft. Hun går konsekvent – og på nu fjerde årti! – af sine helt egne stier. Så længe de lyse indfald og gode idéer ledsager hende, skal vi som lyttere være taknemmelige for at kunne følge hende ind i mørket. Og tilbage til lyset.
Kort sagt:
PJ Harvey serverer på sit første album i syv år en tonesætning af sin egen komplekse digtcyklus ’Orlam’ fra 2022. Musikalsk og melodisk hører ’I Inside the Old Year Dying’ ikke til blandt Harveys mest umiddelbare indsatser, men det har en stærk tematisk og poetisk fascinationskraft.