‘Saturday Night Live’ vendte denne weekend tilbage med Pete Davidson i værtrollen, hvilket blandt andet resulterede i en rimelig genial parodi på ‘Barbie’-sangen ‘I’m Just Ken’.
Det var dog langtfra det eneste musikalske indslag i SNL’s første udsendelse siden den nyligt afsluttede forfatterstrejke i Hollywod, der også talte to optrædener fra fremadstormende Ice Spice.
New York-rapperen benyttede anledningen til at debutere sangen ‘Pretty Girl’ – hendes spritnye samarbejde med afrobeats-stjernen Rema, der herhjemme måske er bedst kendt for sin liderlige koncert på dette års Roskilde Festival.
Som en overraskelse blev netop ‘Pretty Girl’ i aftenens udsendelse introduceret af ingen ringere end Taylor Swift, som Ice Spice også tidligere har samarbejdet med på et remix af ‘Midnights’-hittet ‘Karma’.
Tidligere på aftenen spillede Ice Spice også sin egen storstreamende single ‘In Ha Mood’.
2023 har allerede været et stort år for Ice Spice. Foruden ‘Saturday Night Live’-debuten og Swift-samarbejdet har hun for nylig udgivet deluxe-udgaven af debut-ep’en ‘Like..?’.
Desuden har hun udgivet sange med stjerner som PinkPantheress og Nicki Minaj. Sidstnævnte samarbejdede udmundede sig tidligere i år i en ny version af Aquas ‘Barbie Girl’.