Folk gik før tid, da Alvvays besøgte Roskilde Festival
Alvvays er et af tidens mest hypede guitarrockbands. Hvert af de foreløbige tre albums fra kvintetten har cementeret dens position yderligere. Alligevel er det, som om bandets første koncert på Roskilde Festival i lange stræk kun blev en mellemfornøjet affære.
Canadierne excellerer i melodiøs alternativ rock, der trækker på The Smiths og The Cure, samtidig med at der nedenunder ligger den blødest tænkelige støjrock og skurrer og piver velgørende.
Sange som ‘Tile by Tile’, ’Dreams Tonite’, og ’Not My Baby’ blev leveret næsten perfekt, også selvom noget af det delikate, myldrende guitarspil, som man oplever på vinylpladen derhjemme, druknede på den store scene. Sange som dem er alle klokkeklare magtdemonstrationer udi længselsfuld sangskrivning for blåsorte hjerter, ja man kan næsten forestille sig dem som evergreens for morgendagens fans af intelligent, følsom guitarrock.
Samtidig beviser Alvvays med en new wave-agtig sang som ’Very Online Guy’, at de også er et hypermoderne band med blik for internetalderens faldgruber. Alvvays har et imponerende højt bundniveau i deres sange, også selvom man ikke kan anklage dem for at være synderligt originale.
Når sangene nu er så gode, hvorfor blev det så ikke helt den forløsning, som vi i det uddøende reservat af indie-rockfans på Roskilde havde drømt om?
Måske var det den lidt tilbagetrukne performance, der gjorde livet svært for Alvvays på festivalens næststørste scene.
Publikum turister den rundt, og hvis man ikke har haft de her sange i fast rotation længe, kan det hele nok fremstå lidt ensformigt og stillestående. Forsanger og guitarist Molly Rankin har mest blikket rettet mod gulvet eller et andet fjernt sted i horisonten.
Det gjorde i perioder, at kontakten udeblev mellem band og publikum, og selv jeg, der har voldlyttet deres albums, kom nu og da til at kede mig lidt. En trist udsivning fandt sted, hvor jeg stod, i koncertens anden halvdel, mens forventningsfulde Charli XCX-fans begyndte at omringe det store telt.
Folk, der gik før tid missede dog den underskønne og længselsfulde ’Archie, Marry Me’ fra debutalbummet. Her var det næsten (og med lidt god vilje) som om, der opstod EM-niveau af fællessang på Arena. Stunder som disse burde der dog have været flere af, og der var udeladelser i sætlisten, der tangerede det kriminelle (’Bored in Bristol’! ’Party Police’!)
Alvvays overbeviste de troende som mig selv, men jeg tror ikke, de fik omvendt ret mange nye disciple i denne omgang.