Dele af PJ Harveys Roskilde Festival-koncert havde egnet sig bedre til Det Kongelige Teater
PJ Harvey indtog Orange Scene til tonerne af det første nummer fra sit seneste album, ’Inside the Old Year Dying’. ’Prayer at the Gate’ er en langsom opvågnen af et nummer, der adstadigt folder sine vinger ud, mens ældgamle skovguder bliver manet frem.
Og sådan var hele første del af den britiske multikunstners første Roskilde-visit siden 2016. De nye sange opbygger en slags mytologi omkring hendes barndom i den sydengelske by Dorset, hvor det vrimler med natur og uhygge, det hele ovenikøbet sunget på den lokale egnsdialekt.
Det er et spændende album at gå på opdagelse i, men det er tungt stof at indlade sig med som festivalgæst med våde fødder og maven fuld af Grøn Tuborg. Der var dele af denne optræden, med fuglesang og klokkeklang som ekstra atmosfæriske elementer, der havde egnet sig bedre som siddende koncert i Det Kongelige Teater.
PJ Harvey og hendes gråsprængte backingband øste rigeligt omfattende af det nye materiale. Heldigvis slap døsen og tågen sit tag, da hun med autoharpen i armene tog en afstikker til sit mesterværk, ’Let England Shake’. Det blev koncertens bedste sektion, hvor især den gloriøse ’The Words That Maketh Murder’ red smukt hen over Roskildes aftenland.
Det var dog som om, at hun aldrig lykkedes med at fange publikums interesse for alvor. Næsten alle steder jeg søgte hen, virkede folk mentalt stemplet ud, i hvert fald fra de musikalske traktementer kastet i grams fra scenen.
Koncertens anden halvdel blev ellers et overflødighedshorn af ældre sange, der nåede helt tilbage til førstesinglen ’Dress’ fra 1992. Midtempo-punkrocken på ’50 ft Queenie’ var effektiv og tilpas hårdfør, og balladen ’Angelene’ var også et smukt genhør.
På dette tidspunkt var det blot som om, at et momentum var gået tabt. Og PJ Harveys genkomst fløj lige hen over hovederne på et afledt, udmattet og nedkølet publikum.
Roskilde Festival skriver helt korrekt, at PJ Harveys ti albums udgør et af de vigtigste kataloger i moderne rockmusik. Derfor var det også ærgerligt, at så stor en del af koncerten blev viet til et svært gennemtrængeligt nyt udspil.
Måske havde åndemanerseancen haft en chance for at fungere på den mere intime Arena-scene.