Roskilde Festival: Det var den helt rigtige beslutning at lade Ilma optræde efter mørkets frembrud

Ilma besidder en stemme, der kan få den ondeste, mest bastunge instrumentation til at lyde endnu hårdere. Ikke fordi hun selv er hård, men fordi hun kan lyde, som om alt omkring hende er ved at få hende til at bryde sammen.

Flankeret af en guitarist, en Macbook-elektroniker, en trommeslager og to dansere bragte hun denne stemme til Eos-scenen på Roskilde Festival, hvor hun søndag aften var det afsluttende navn.

Et nyt nummer, der startede med øm akustisk guitar og senere vakte mindelser om Rosalías elektroniske popeksperimenter, blev så emotionelt potent, at det helt overbevisende endte med, at Ilma blev slået mod gulvet og først langsomt kunne rejse sig under de indledende mange takter af den efterfølgende ’So Special’.

Derfra bragte ’45’ en mere skinger guitarlyd, og intensiteten blev så uhæmmet, at hovedpersonen sank i knæ under et af versene – et trick, hun også benyttede under den bosnisksprogede ’Moja Vatra’, der fulgte i hælene.

Når jeg ser mine noter, går det op for mig, at hun brugte det kneb meget, men i praksis føltes det aldrig forceret. Tværtimod var stemningen så hårrejsende, at det ville have været sværere at tro på, hvis hun havde kunnet stå oprejst hele vejen igennem.

Et flot sceneshow bidrog til dette. Danserne blev aldrig unødigt flashy, som jeg ellers til tider har oplevet dansere være, når de skulle indlemmes i gloomy r’n’b-universer. Deres bevægelser var kraftfulde og insisterende, når de da ikke var lige så sårbare som hovedpersonen.

Tilsæt et imponerende lysshow, og Ilma beviste uden besvær, at det var den helt rigtige beslutning at placere hendes koncert efter mørkets frembrud. Særligt under ’Life 2 Real’ føltes sammensætningen af blink og veltimede traptrommer som små lynnedslag, der gav et sæt i kroppen.

Det er en hårfin balancegang, men Ilma lykkedes med på én gang at lade koncerten være en mavepuster og samtidig skabe feststemning.

Dels sørgede den konstante bevægelse på scenen (både fra Ilma og danserne) for, at der var blikfang, og dels må jeg takke den lettere anonyme skikkelse bag laptoppen for at skabe teksturer, der både egnede sig til at græde og til at danse til. Publikum blev tilmed direkte inddraget, da vi blev opfordret til at klappe i takt under den ængstelige ’Rear-view’.

Koncerten sluttede med Ilmas mest atypiske sang. Lyrisk er ’For the Light’ ikke en humørbombe – den handler om desperat at søge en lykke, der aldrig synes at materialisere sig. Den desperation var så afgjort til stede under koncerten, hvor Ilma øjensynligt pressede sin stemme til det yderste i anledning af, at der ikke var mere tilbage.

Men rent instrumentalt er nummeret en glad, groovy disco-sang, så det føltes også lidt som en sejrsrunde, og det var derfor svært ikke at gå både glad og tilfreds fra denne sidste koncert på årets første Roskilde-koncertdag.