ANBEFALING. Fem sange inde i Porter Robinsons nye album dukker Lil Wayne pludselig op.
Ikke som en feature, men i form af en række klip fra et 15 år gammelt videointerview, hvor Wayne og den britiske dj Tim Westwood har en filosofisk diskussion om rapperens (mis)brug af hostesaft.
»What’s in the cup?« spørger Westwood ad flere omgange, men Wayne formår igen og igen at snakke udenom. Det er ikke det, det handler om, understreger han og tilføjer, at hans »motherfuckin’ success potion« kun har gjort ham mere populær og mere succesfuld.
Det er et grineren greb. Dels fordi Wayne jo bare er grineren – »suck my dick, I’m gon’ keep drinking it, bitch«, udbryder han på et tidspunkt – men også fordi idéen om at lade disse klip udgøre omkvædet i sig selv er så pudsig.
Men ligesom det er tilfældet på resten af albummet, der ikke ligefrem skorter på den slags løjerlige indslag, lurer de mere komplicerede følelser lige under overfladen, når Waynes citater på ‘Year of the Cup’ bruges til at udforske Robinsons eget ambivalente forhold til alkohol.
På den ene side var han spritstiv, lærer vi, da han i sin tid endelig samlede sig mod til at række ud til den kvinde, han i dag er gift med. På den anden side var sprutten nok også en faktor, da han fik en nedsmeltning på scenen, eller da han lod alle sine frustrationer gå ud over en fan.
Særligt den sidste episode indkapsler ret godt albummet som helhed. For ‘Smile! :D’, som det ironisk nok hedder, handler især om hans fans.
Depression og skriveblokade
Det lå ikke i kortene, at Porter Robinson i 2024 skulle udgive et album, der rent musikalsk lander et sted mellem Warped Tour-nostalgisk poppunk og skinnende, hyperaktiv hyperpop.
I 2010 lignede han et godt bud på elektronisk musiks næste store stjerne, da han i en alder af blot 18 år blev signet til Skrillex’ pladeselskab Owsla og året efter udgav ep’en ‘Spitfire’, der med promovering fra navne som Tiësto og netop Skrillex hurtigt blev en favorit i klubmiljøet.
Senere fulgte det mere melodiske, men stadig elektronisk forankrede debutalbum ‘Worlds’, der blev hyldet som et nybrud på den EDM-scene, det unge talent allerede var blevet træt af. Og så var han pludselig væk.
Sidenhen har Robinson flere gange fortalt, hvordan han i årene efter ‘Worlds’ havde svært ved at forene sig med berømmelsen. Han blev ramt af depression og skriveblokade – ikke mindst forårsaget af det enorme pres, både han og fansene lagde på ham efter debuten.
Derfor måtte vi også vente hele syv år på Robinsons andet album, ‘Nuture’. Et inderligt storværk, hvor han i højere grad lod sin vokal komme i spil, og hvor han nærmest i realtid syntes at bearbejde sine psykiske lidelser over glitrende electropop-produktioner, mens han så småt lærte at elske livet.
Det virkede terapeutisk. Og måske er det også grunden til, at der kun skulle gå tre år, før Robinson var klar med endnu et album.
Sjovt og sørgeligt
Porter Robinson har fortalt, at ambitionen bag ‘Smile! :D’ var at lave et bekymringsløst album. »Ingen oprigtighed, bare sjov«, lød mantraet.
Det fornemmer man især på singleforløberne ‘Cheerleader’ og ‘Knock Yourself Out XD’, der åbner albummet med et brag. To fuldkommen ekstatiske emopop-skæringer, hvor Robinson går i flæsket på overivrige fans og kaster om sig med linjer som »Bitch, I’m Taylor Swift«.
Allerede på tredje nummer, ‘Russian Roulette’, indhenter oprigtigheden ham til gengæld, når han dykker ned i sine selvmordstanker. Men også her sniger humoren sig ind, som når han i andet vers namedropper Pitchfork og synger »Funny monkey / Takes a piss into his own mouth, crazy« med reference til musikmediets mest notoriske anmeldelse.
Eller når en ‘Fitter Happier’-agtig robotstemme afslutningsvist kommer med et godt råd: »Don’t kill yourself, you idiot«. Han balancerer konstant på en knivsæg mellem det sjove og det sørgelige.
Såvel musikalsk som tematisk er albummet lige så rodet som den tilværelse, han synger om. Det ene øjeblik hudfletter han moderne skønhedsidealer på den 8-bit-agtige ‘Kitsune Maison Freestyle’, det næste er han blevet pennevenner med sit yngre jeg på guitarballaden ‘Easier to Love You’.
Men den røde tråd forbliver berømmelsen og ikke mindst hans had-kærlighedsforhold til de fans, der nogle gange går et skridt for langt.
Mange af sangene omhandler netop disse parasociale relationer. »Maybe we should both make real friends«, lyder opfordringen på ‘Perfect Pinterest Garden’, og på den Frost Children-gæstede ‘Mona Lisa’ sammenligner han sågar sig selv med maleriet af samme navn, sådan som folk sværmer om ham.
Til tider føles det, som om han bruger et helt album på at svine sine fans til. Altså lige indtil han på lukkeren ‘Everything to Me’ alligevel indrømmer, at han elsker dem: »I shouldn’t say I love you, I don’t know your name / But I just say it anyway, ’cause it feels the same«, synger han.
Cheesy, men sødt. Og om han vil det eller ej, lyder det oprigtigt. Det kan man jo passende minde sig selv om, når Porter Robinson næste år gæster Store Vega med dette vidunderligt kaotiske album.
‘Smile :D!’ er ude nu.