‘People Watching’: Sam Fenders overproppede heartland-rock lyder som en bilreklame
En skinnende, sølvgrå bil suser afsted langs den franske riviera. Solen reflekteres i bakspejlet, bølgernes skvulp ses i de pletfrie vinduer. Man forventer blot at høre en kælen stemme fortælle én, hvad bilmodellen hedder, og hvorfor den er så fantastisk.
Bilreklamen. Det er det første billede, der maler sig på min nethinde, da ‘People Watching’ – briten Sam Fenders tredje album – lægger fra land med sit titelnummer. Der er en mild fornemmelse af fremdrift, og en lettere irriterende vækkeurs-plingen gentages igen og igen.
Alt ved sangen er masseret blødt og lækkert i en sådan grad, at den suser ud af øregangen, lige så hurtigt som den kom ind. Og sådan fortsætter pladens 48 homogene minutter faktisk.
Sam Fender, der laver musik med udgangspunkt i Springsteen’sk og Petty’sk heartland-rock tilsat et skud P4-pop, har på ‘People Watching’ ingen ringere end The War on Drugs’ Adam Granduciel i producerstolen. Der er lagt op til store, medrivende sange om forfald og håb.
Det er guitarmusik med bløde synthunderlag og luftige, halvt mumlede vokaler. Ambitionerne og armbevægelserne er store, og numrene strækker sig i de fleste tilfælde over fire-fem minutter, men de amerikanske forbilleders grandiositet bliver så godt som aldrig gengivet.
På det socialrealistiske titelnummer om at kigge på de jævne mennesker i Fenders hjemby er der ikke noget i lyrikken, der overbeviser mig om, at han virkelig sympatiserer med dem. Vokalleveringen er henkastet, og da den får lidt mere slagkraft i omkvædet, formår den sterile produktion at dræbe dets momentum. Det, der kunne have været et storladent øjeblik, stiger kun minimalt i volumen og intensitet. Jeg savner dynamik, så jeg får et slag i maven. Det er dén fornemmelse, heartland-rock skal give.
En anden af heartland-rockens fornemmeste opgaver er at være talerør for arbejderklassen, om det så er med håbefulde briller eller et mere socialrealistisk sortsyn. Den del rammer Fender rent lyrisk her og der, og eksempelvis på ‘Chin Up’ kan man få en klump i halsen af verselinjerne om en hjemby fuld af underbemidlede, deprimerede stofmisbrugere.
Men musikken mangler den nerve, der ville få sangen til at stikke til Storbritanniens galopperende ulighed. I stedet pakkes ordene væk bag karakterløse guitarforløb og uinspirerede strygere. Og så lukkes sangen med en melding om, at man da bare skal tage tristessen med et optimistisk udsyn:
»Chin up, I’m dancing to the rhythm of it / Sometimes it’s healthier to wallow in it«.
Selvfølgelig indeholder heartland-rocken massevis af eksempler på håbefulde ønsker om bedre tider, men nummeret fremstår med sin flade produktion og letkøbte omkvæd i bedste fald som pastiche, og i værste fald som hånlig arrogance taget i betragtning, at Fender allerede er mangemillionær.
Et sent højdepunkt er ‘Something Heavy’, hvor en mindre overproppet produktion giver plads til mere mindeværdige vokalstykker. Der er bare ikke meget, der får lov at leve, når der spilles med så sikre kort som på ‘People Watching’, hvor hvert nummer lyder som det forrige, og intet stikker ud.
Det er generelt gældende for pladen, at Fender aldrig gør noget uventet eller farligt. Numrene følger generelt den samme opbygning, og melodierne er mangelfulde og forglemmelige. At sangene så er lange, gør dem ikke lettere at holde af. Tværtimod.
Jeg ville ønske, at Fender havde ladet sin guitar gjalde og sin stemme brage igennem, så sangene kunne komme til deres ret. Fremfor at slibe alle leder og kanter. Nok er han gået efter at behage masserne med ‘People Watching’, men slutproduktet er lige så gråt at lytte til, som albumcoveret er at kigge på.
Kort sagt:
Sam Fenders bud på heartland-rock mangler både oprigtighed, melodier og slagkraft på ‘People Watching’. Man stryges med hårene i en sådan grad, at man slet ikke mærker noget.