Millioner af mennesker tror, at Kendrick Lamar talte sandt, da han på sidste års storhittende disstrack ‘Not Like Us’ kaldte Drake pædofil.
Sådan lyder det i hvert fald fra Drakes advokater, der nu er kommet med et svar til Universal Music Groups udtalelse tidligere på ugen, hvor pladeselskabet blandt andet kaldte rapperens søgsmål »fuldstændig ugrundet« og hånede ham med linjer fra sin egen sang.
»UMG (Universal Music Group, red.) ignorerer fuldstændig klagen om, at millioner af mennesker over hele verden forstod det æreskrænkende materiale som en faktuel påstand om, at sagsøger er pædofil«, lyder det ifølge Stereogum fra Drakes advokater.
Drakes lagde første gang sag an mod Universal Music Group i november sidste år, hvor søgsmålet også omfattede Spotify. I januar trak rapperen pludselig sagen tilbage, men sagsøgte kort derefter pladeselskabet på ny.
Både Drake og rivalen Kendrick Lamar har som bekendt været tilknyttet Universal Music Group gennem hele karrieren.