‘Henry, Come On’: Med en tåre glinsende i øjenkrogen fremmaner Lana Del Rey hundrede års western-ikonografi

‘Henry, Come On’: Med en tåre glinsende i øjenkrogen fremmaner Lana Del Rey hundrede års western-ikonografi
Lana Del Rey. (Foto: PR)

SINGLE. Er ’Henry, Come On’ en countrysang?

Sådan tror jeg, mange gik og spekulerede i optakten til Lana Del Reys nye single – den første fra det kommende album, der efter sigende er inspireret af den ærkeamerikanske musikgenre, som efterhånden i flere år har gennemgået noget af en renæssance

Har man gået og håbet på honkytonk- og hoedown-stemning, bliver man dog slemt skuffet over ’Henry, Come On’, der ville få selv den mest entusiastiske squaredance til at gå i stå. 

Alligevel er countryindflydelsen til at få øje på. Sangen lyder som en opdatering af den såkaldte countrypolitan-musik, der i 60’ernes opstod som et mere poleret alternativ til den rustikke, rendyrkede country. 

Et eksempel er Tammy Wynettes fantastiske 1976-single ’Till I Can Make It On My Own’, som ’Henry, Come On’ på mange måder lyder beslægtet med. Begge sange er sunget med en tåre glinsende i øjenkrogen, mens strygerne folder sig ud lige så bredt som den uendelige blå himmel over de store amerikanske sletter. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Del Rey har stadig et særligt greb om sproget: »Yesterday, I heard God say / You were born to be the one / To hold thе hand of the man / Who flies too close to thе sun«. Med få ord indkapsler hun den særegne blanding af karismatisk kristendom og outlaw-mytologi, som den dag i dag viser sig til stadighed at være definerende for den amerikanske mentalitet.  

»Hang his hat up on the wall / Tell him that his cowgirl is gone«, synger hun og fremmaner hundrede års western-ikonografi, der som en hvirvelvind passerer revy. 

Nogle Lana Del Rey-sange – ’Venice Bitch’, ’White Dress’, ’A&W’, ’Fingertips’ – gennemborer sjælen med deres dybde og tager selve popsangen som form steder hen, den nærmest ikke har været før. Andre er blot meget, meget smukke. 

’Henry, Come On’ hører til i sidstnævnte kategori. Men har man brug for en swimmingpool af æstetiseret melankoli at flyde rundt i, mens foråret bliver til sommer, findes der nærmest ikke et bedre bud. Country eller ej.


Lana Del Rey. ‘Henry, Come On’. Single. Polydor.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af