Zar Paulos smartphone-satire er forfriskende kærlig på ‘Telefonperson’
SINGLE. Det er to år siden, Zar Paulo sidst udgav ny musik. Det har de denne uge gjort noget ved med ‘Telefonperson’.
Eller som jeg tit har kaldt den blandt venner: »Den The 1975-agtige af de nye sange«. For ‘Telefonperson’ er allerede et kendt nummer, hvis du var til Zar Paulos efterårsturné sidste år.
Allerede fra første takt af studieudgaven er lighederne med Matty Healy og co. da heller ikke til at tage fejl af. Lige fra det jangly guitarriff starter i samspil med skarpe, accentuerende synthtoner og en på én gang peppy og postpunket basgang, lyder det som om, den kunne passe perfekt ind side om side med et nummer som ‘It’s Not Living (If It’s Not With You)’.
Samtidig er singlen en sprælsk, velskrevet popskæring, der oser af små charmerende tiltag i produktionen og sangskrivningen. Såsom hvordan hver af Emil Vammens linjer i versene bliver gentaget i choppy udgaver, der lyder, som når man kan høre sig selv i den anden ende af telefonen.
Eller hvordan han efter det lidt rolige vers gejler sig selv op i broen, inden han slutter med et rablende »nej-nej-nej-nej-nej-nej-nej-nej-nej-nej«, før omkvædet går i gang.
Lyrisk samler ‘Telefonperson’ op, hvor ‘Elendig software’ slap. Vi har at gøre med endnu en af bandets efterhånden talrige sange om, hvordan teknologi påvirker vores adfærd. Hovedpersonen bruger sin telefon til at isolere sig fra sin omverden, hvilket er årsagen til, han lyder så manisk.
Det bliver dog vendt genialt på hovedet, når vi rammer det synth-baserede c-stykke, hvor intensiteten tages gevaldigt ned i gear. Og her ændrer udgangspunktet sig: Han indser, at han ikke er lykkelig uden sine medmennesker, og herfra bruges telefonen til »te-le-kom-mu-ni-ka-ti-on«, som Vammen så charmerende udtaler det.
Det twist gør sangen kærlig og nuanceret, hvor meget smartphone-satire ellers er kynisk og gammelmandskonservativ.
Zar Paulo. ‘Telefonperson’. Single. The Bank.