Den store amerikanske investeringsfond KKR, som blandt andet står bag de fire danske musikfestivaler Northside, Tinderbox, Forever og Fyrfest, er kommet i gedigen modvind, skriver Politiken.
140 internationale musikere har således underskrevet et åbent brev, hvor de protesterer mod den milliardtunge virksomhed i anledning af den kommende Barcelona-musikfestival Sónar, som KKR også ejer, efter investeringsfonden sidste år købte festivalarrangøren Superstruct Entertainment.
Underskriverne kræver, at Sónar tager afstand fra KKR, fordi virksomheden angiveligt har forbindelse til våbenindustrien og står bag investereringer, som støtter israelske firmaer og anvendes i Gaza-krigen.
»Som kunstnere, der er engagerede i retfærdighed og kunstnerisk integritet, mener vi, at tavshed ikke er en mulighed. Vores branche må ikke bruges som et middel til at normalisere eller hvidvaske statsvold«, står der blandt andet i brevet ifølge DJ Mag.
»Den medskyldighed, som internationale institutioner – herunder virksomheder og kulturelle platforme – udviser, er en afgørende medvirkende faktor til denne grusomhed. Vi tager derfor kollektivt afstand fra enhver tilknytning mellem den kulturelle sektor og enheder, der er medskyldige i krigsforbrydelser«.
Ifølge brevet har »mange artister« boykottet Sónar på grund af disse årsager.
Sónar har i et Instagram-opslag udtrykt deres »solidaritet med det palæstinensiske civile folk i Gaza, fanget midt i en fortsat humanitær katastrofe«. Her tager festivalen også afstand til KKR’s aktiviteter, som de ikke har indflydelse på.
KKR ejer også den britiske endagsfestival Field Day, som løb af stablen i går. Her valgte 11 artister at aflyse deres optrædener på festivalen på grund af tilhørsforholdet til Israel og et lignende åbent protestbrev underskrevet af blandt andre Massive Attack og Brian Eno, skriver NME.
I skrivende stund er de danske festivaler ejet af KKR ikke blevet ramt af tilsvarende boykots eller aflysninger.