Da Kendrick Lamar udgav musikvideoen til ‘Squabble Up’ som single for surprise-albummet ‘GNX’, blev hiphoplegenden Questlove endnu mere overrasket end alle os andre.
‘Squabble Up’-musikvideoen, der udelukkende udspiller sig i et olivengrønt rum, er nemlig en utvetydig pastiche til en 25 år ældre musikvideo, som netop Questlove medvirker i. Vi har at gøre med hiphopgruppen The Roots’ sang ‘The Next Movement’ fra 1999-albummet ‘Things Fall Apart’.
The Roots-trommeslageren Questlove havde forståeligt nok slet ikke regnet med, at Kendrick ville referere til hans gamle musikvideo. Det fortæller han som gæst i The Jennifer Hudson Show, skriver Billboard.
»Jeg var så chokeret på grund af måden, folk fortalte mig det på – jeg vågnede op til 30 beskeder om K. Dot. Jeg tænkte: ‘Åh nej. Han har lige disset os.’ Jeg troede, det var noget andet. Men de sagde: ‘Nej, han hylder jer i den her video«, fortæller den anerkendte hiphopproducer.
»Det er en ære, men det er også en overraskelse, når man ser folk anerkende én efter så lang tid«.
Sjovt nok var Questlove tidligere i 2024 ude med riven efter Kendrick Lamar og ærkefjenden Drake på grund af de to rapstjerners medieombruste beef, som blandt andet kastede Kendricks hitsang ‘Not Like Us’ af sig.
»Ingen vandt krigen. Dette handlede ikke om dygtighed. Dette handlede om mudderkastning på wrestling-niveau og at vinde for enhver pris – fanden tage kvinder og børn (og reelle fakta)«, skrev Questlove om rapkonflikten, hvor Kendrick blandt andet anklagede Drake for at være pædofil, mens Drake insinuerede, at rivalen har været udsat for overgreb som barn.
»Det samme publikum, som ville se blod, kommer snart til at slå ‘rip’-opslag op, som om de ikke var en del af problemet. Hiphoppen er i sandhed død«, afsluttede Questlove, som altså tydeligvis alligevel har en dedikeret fan i Kendrick Lamar.