Spot Festival: Thea Doras sange var som en pisk, hun nådesløst svingede over publikum
KONCERT. ’Attack of the 50 Foot Woman’ lyder titlen på en science fiction-film fra 1958, hvor en kvinde, der pludselig er blevet 15 meter høj efter at have været i kontakt med et rumvæsen, hærger gennem Californien på jagt efter sin utro ægtemand.
Jeg kom til at tænke på filmen flere gange i løbet af Thea Doras Spot Festival-koncert, for da det københavnske popstjerneskud – indhyllet i røg og med stort set kun ansigtet oplyst i VoxHalls næsten totale mørke – ankom på scenen og trådte op på det podie, hvor en stor del af koncerten skulle vise sig at finde sted, så det ud som om, hun var mange, mange meter høj.
Der hvilede i dette dragende øjeblik en mystisk, overnaturlig aura over Thea Dora. Var hun kommet med fred eller ragnarok?
Mest det sidste, skulle det vise sig. For i det Thea Dora begyndte at spille sine tunge, hårdtpumpede elektropop-skæringer, blev det tydeligt, at det her godt måtte gøre ondt.
Hendes sange var som en pisk, hun svingede over publikum for at tvinge dem til dans, og hvert et elektronisk trommeslag var så hårdtslående, at det føltes som at blive gennemboret af 15-meter-kvindens kæmpestore stilethæl.
Og så var der bassen. Den var grotesk.
Det var passende, at en stor del af koncerten blev spillet foran et ekstremt effektfuldt, visuelt bagtæppe af mørke, uheldsvangre tordenskyer, for bassen var som at blive nådesløst gennemtæsket af Thors hammer.
Mange blandt publikum holdt sig for ørene, mens nogle flygtede mod bagenden af rummet som for at beskytte sig selv mod det, som kroppen instinktivt registrerede som et fjendtligt angreb.
Jeg kunne ikke lade være med at beundre Thea Doras kompromisløse hang til sensorisk maksimalisme, men jeg må også indvende, at mængden af bas gjorde lydbilledet unødigt mudret og havde tendens til at overdøve hendes ellers stærke vokal.
Den detaljegrad, der gik tabt i lydbilledet, fik desuden Thea Doras sange til at fremstå langt mere ensformige, end de faktisk er.
Også selvom der skal mere end mudret lyd til for at skjule, hvor god en sang Thea Dora eksempelvis har i den længselsfulde ’Something About You’, hvor synth-tonerne pulserer og flakser som den musikalske ækvivalent til stroboskoplys.
Og så gemmer der sig uden tvivl et trumfkort i det endnu uudgivne afslutningsnummer, der ifølge et ubekræftet rygte hedder ’Stuck’, og hvor Thea Dora selv tog en form for live-elektronik i brug, idet hun smed et hektisk break-beat hen over et hakkende sample af sin egen stemme.
Den sang glæder jeg mig til at høre igen, når den udkommer.
Kort sagt:
Thea Doras Spot Festival-koncert var rent visuelt fyldt med dragende mystik. Og selv et mudret lydbillede og et lidt ensformigt udtryk kunne ikke skjule, hvor gode Thea Doras bedste sange er.