Lil Waynes teenagesønner gør større indtryk end raplegenden selv på det tandløse ‘Tha Carter VI’
ALBUM. Engang var titlen ’Tha Carter’ et klart kvalitetsstempel. Nærmere bestemt tilbage i 00’erne, hvor Lil Wayne dominerede hiphopscenen med sine tre første ’Tha Carter’-album i henholdsvis 2004, 2005 og 2008.
Sådan forholder det sig ikke længere. Både albumseriens fjerde og femte kapitel fra henholdsvis 2011 og 2018 fremstod som nogle let rodede mellemvarer med enkelte højdepunkter som ’6 Foot 7 Foot’, ’President Carter’, ’Took His Time’ og ’Perfect Strangers’.
Sammenholdt med det ikke særligt velklingende autotune-rockeksperiment ’Rebirth’ fra 2010 samt yderligere fire forglemmelige album siden hovedværket ’Tha Carter III’ må man bare sige, at Weezy ikke længere er i topform.
Dette understreger 42-årige Wayne nu med ’Tha Carter VI’, hans 15. studiealbum, første i fem år og svageste i hele ’Tha Carter’-rækken.
Den 19 numre lange plade er sine steder nogenlunde hæderlig, men lider af en åbenlys mangel på rigtig gode sange.
Lil Wayne demonstrerer stadig skarp rapteknik. På ’Flex Up’ kører hans flow for eksempel gennem både vers og omkvæd som en glidende, ustandselig strøm, og på ’Wayne’s World’ sidder hans mere tilbagelænede stil lige i skabet. Der er også saft og kraft at finde i hans aggressionsfyldte og stedvis knurrende stemme i ’Banned From NO’.
Men resten af tiden fremstår ’Tha Carter VI’ tandløst. Det instrumentale intronummer ’King Carter’ gør ikke det store indtryk, og det gør de to næste sange, soulede ’Welcome to Tha Carter’ og basfyldte ’Bells’, heller ikke.
Når Wayne så forsøger sig med eksperimenter, slår det fejl. Fra et fjollet klovnebeat tilsat trættende elefanttrut på ’Peanuts 2 Elephant’ til et anderledes storladent underlæg af operasanger Andrea Bocelli på ’Maria’, som Wayne og gæsten Wyclef Jeans melodiske vers dog passer ret skævt til.
I stil med Kanye West, Childish Gambino og Drake får han musikalsk besøg af sine børn. Teenagesønnerne Kameron Carter og Lil Novi medvirker på hver sin sang, hvor deres frembrusende, autotunede stemmer – som synes inspireret af en anden Carter: Playboi Carti – faktisk gør større indtryk end deres far, der tydeligvis bare kører på autopilot.
I håb om hitpotentiale har han desuden fået country-rapperen BigXthaPlug (’Hip-Hop’), MGK (’Alone in the Studio With My Gun’) og Jelly Roll (’Sharks’) forbi studiet til at stå for omkvædene, men ingen hæver sig over skabelonskårede og kedelige melodier.
U2-frontmand Bono overrasker med sin tilstedeværelse og et noget mere catchy hook på ’The Days’, der lyder som Lil Waynes forsøg på at lave stadionrock-rap i stil med Eminem i ’Recovery’-dagene. Hans egne tekster mangler bare fuldstændig nerve og storhed til formatet. »One day, these days will be my heydays / So I’ma have a great day«, lyder eksempelvis den dovne afrunding på andet vers.
Rockdrømmene fra ’Rebirth’ får også nyt liv på ’If I Played Guitar’ og ’Island Holiday’, hvor Wayne nok en gang tester sin autotunede sangstemme af. Førstnævnte er en ufarlig breakup-sang tilsat akustisk guitar og dumme kærlighedsmetaforer om, ja, at spille guitar. Sidstnævnte låner fra Weezer-hittet ’Island in the Sun’ uden at løfte forlægget i en spændende retning.
På den Muhammad Ali-samplende albumlukker ’Wayne’s World’ kalder han sig selv »the greatest of all time«. De forudgående numre underbygger dog ikke just postulatet. De giver heller ikke mere lyst til at slutte sig til mindretallet, som mente, at Wayne burde have spillet til Super Bowl i hjembyen New Orleans i stedet for Kendrick Lamar.
Lil Wayne er selvfølgelig stadig respekteret for sin utvivlsomt store indflydelse, og han dukker fra tid til anden op med solide gæstevers, eksempelvis på Yeats ’Lifestylë’ fra sidste år. Men det er slut med at være en ustoppelig magtfaktor, der sætter retningen for hiphop og pop.
Kort sagt:
Lil Waynes sjette kapitel i ’Tha Carter’-albumserien er det svageste i rækken. Hiphoplegenden har godt nok stadig sin skarpe rapteknik i orden, men pladen mangler virkelig nogle sange, som løfter sig over det gennemsnitlige, og nogle forfriskende eksperimenter, der rammer plet.