INSIDER. Der er få musikere i Danmark, der kan manøvrere sig på tværs flere professionelle musikalske felter med samme elegance som Rasmus Littauer aka School of X.
Littauer er en musikalsk altmuligmand, og hans portfolie taler for sig selv. Med School of X har han gennem solide soloudspil og overbevisende headliner-koncerter etableret sig som et velanset navn i alternativ pop herhjemme, og han har sideløbende fungeret som en af branchens mest eftertragtede trommeslagere i de højeste musikalske ligaer.
Måske mest bemærkelsesværdigt som Møs faste trommeslager gennem adskillige år og i en kortere periode hos The Minds of 99.
De seneste år har han med School of X været særligt produktiv og har siden 2019 udgivet i alt fire album – senest det stærke ‘Seventh Heaven’ fra sidste år, hvor han med opkvikkende tekster og detaljerige produktioner oversatte sin egen opstemte energi til en helstøbt, euforisk lytteoplevelse.
Albummet er – til forskel fra hans tidligere udgivelser – ikke produceret af ham selv, men Søren Buhl Lassen fra Blaue Blume, en anden produktiv trommeslager og producer med en lang liste af prominente samarbejder på cv’et, som i øvrigt var med i Soundvenues seneste version af Insider.
I næste uge spiller Litauer sine største headliner-koncerter til dato, når han indtager Train og Store Vega. I den forbindelse tog vi med ham på en køretur i Københavns Nordvestkvarter til en snak om de ting, man som regel kun kender til hvis man bevæger sig inden for branchen.
Et arbejdsmæssigt skift
Hvilken detalje, som man måske ikke lægger mærke til, er du mest glad for fra dit seneste album, ‘Seventh Heaven’?
»Det er det første album, jeg ikke selv har produceret, som jeg har udgivet i eget navn. Så jeg tror, at det, at jeg er gået en anden vej, har haft andre musikere til at spille på det og har haft en anden producer end mig selv, det kan man godt kalde en detalje. Det er i hvert fald en anden slags proces«.
»Det har jeg været virkelig glad for. At gøre det på en anden måde«.
Ja, du har selv produceret dine første soloplader. Hvad var tankerne bag at hive Søren Buhl Lassen ind?
»Jeg havde oprindeligt en anden version af pladen, jeg selv havde produceret, som jeg bare ikke havde lyst til at udgive. Det var måske, fordi det var tredje gang, at jeg gjorde det på den her måde, så det var ligesom ikke så spændende for mig«.
»Jeg tror nogle gange, at det, jeg synes er spændende ved selv at lave musik, sker, når jeg er i tvivl eller lidt ukomfortabel med det, jeg selv har lavet. Så havde jeg en krise og overvejede, hvordan jeg skulle løse det, og så fandt jeg på det med at få en anden producer ind«.
»Og det var ret tilfældigt, det blev Søren. Jeg kendte ikke så meget til ham, men havde hørt noget, han havde mixet, og så tænkte jeg: Jeg spørger ham sgu bare, om han ikke vil producere det«.
»Jeg mødtes med ham én gang, og der kunne jeg bare mærke, at det var fuldstændig rigtigt«.
Hvilke darlings har du måtte dræbe før den endelige version af albummet?
»Jeg ved ikke, om det var en darling, men det var en ret stor kovending, da jeg fandt frem til, at jeg måtte smide alt det, jeg havde lavet ud og starte forfra, dengang jeg besluttede mig for at arbejde med Søren«.
»Jeg er generelt ret god til at droppe mine darlings, hvilket jeg også tror er det, der gør det ret nemt for mig og Søren at arbejde sammen«.
At give processen en historie
Hvad gør du for at komme i zonen, før du går i studiet eller før en koncert?
»Førhen var det meget sådan noget med, at jeg tog i studiet hver dag og prøvede at lave musik. Nu prøver jeg faktisk ikke at være så meget i studiet – og faktisk også en stor del af tiden slet ikke skrive«.
»Jeg har ofte gjort det, at jeg har taget til andre lokationer. Jeg har for eksempel lige lavet en ny plade i Grækenland sammen med Søren, på en tankstation, over en uge«.
»Så jeg tror også, det handler om at sætte sig selv i en setting, som også giver én en historie, eller som giver processen en historie, det med at sætte sig selv i nogle rum. Der er meget stor forskel på at lave en plade i en lagerhal, i en kirke eller i sit barndomssoveværelse. Der vil være forskellige energier. Det tror jeg bare sygt meget på«.
Hvilket talent taler man om i branchen lige nu?
»Det der med branchen er lidt svært, for jeg føler ikke, at jeg er en del af branchen på den måde. Omvendt er der jo sygt mange af mine venner, der arbejder med musik eller kunst«.
»Mine venner Vilhelm (Strange, red.) og Andrea (Thuesen, red.) har et band, der hedder Snuggle. Dem kan jeg mærke ligger lige under overfladen til noget stort. Det går allerede vildt godt«.
»Jeg har også nogle andre venner, der har et band, der hedder A Good Year. Som er Albert (Hildebrandt, red.), der har lavet mange af mine musikvideoer, og Tobias (Laust, red.), der spiller trommer i School of X. De er sygt fede – en virkelig stor anbefaling herfra«.
»Jeg føler, at der virkelig er buzz omkring hele den del af det københavnske musiklandskab, og det bare super optur at mærke, at det får noget medvind«. Jeg synes også, det er nogle virkelig stærke værdier ved at være kunstner, de repræsenterer. Særligt i forhold til det med vedholdenhed«.
»Det er jo ikke noget, der er kommet overnight for mange af dem. Det er også det, som er så smukt, for de har arbejdet med dem selv og deres kunst i rigtig mange år, og nu har folk fået øjnene op for dem«.
»Hvad er det egentlig, jeg skal bruge mit liv på?«
Hvad er den mest udbredte fordom, der er i din branche?
»At det ikke er et rigtigt arbejde. Og generelt det med, at kunsten ikke bliver tillagt nok værdi – når politikere snakker om at skære i støtte til vækstlaget. Det er egentlig sindssygt, at vi kan give så meget støtte til kunst i Danmark, synes jeg, men det er også det, der gør, at vi får det samfund, som vi får. Det gør jo også, at vi får store succeser uden for Danmark«.
»Så når folk, der ikke interesserer sig for kunst, tror, at de kan skære i støtten og stadig forvente, at de kan se ’Rejseholdet’ eller gå til The Minds of 99-koncert, så tager de bare totalt fejl. Fordi alle har jo været der«.
»Det er også et ret svært arbejde at tjene penge på for mange af os. Så man skal finde kreative måder at gøre det. Det handler om balancen mellem den værdi, det har for samfundet, og den værdi, det har for os – og hvor seriøst det bliver taget«.
»Det er noget, jeg nogle gange har tænkt, når nogen har spurgt, om jeg ville spille en koncert og sagt noget i retningen af, ’vi kan kun give jer alle 3.000 kroner, men til gengæld får I fri bar’ og sådan noget. Det er jo lidt ligesom at sige til en VVS’er, at ‘vi kan fandme ikke rigtig betale for at få skiftet de rør, men vi kan til gengæld lave en megagod frokost’«.
»Nu ser jeg det også i et andet lys, fordi jeg har to børn. Jeg skal jo betale for deres børnehave og sådan noget. Jeg tror, hvis man er selvstændig, så er det jo altid bare en struggle – og tit i lang tid«.
Hvilken irriterende tendens indenfor dit felt taler du med dine kollegaer om for tiden?
»Altså vi taler jo rigtig meget om TikTok og sådan noget. Men det irriterer mig ikke så meget mere faktisk. Jeg er født i 1989, så der er nogen, der er yngre end mig og meget bedre til TikTok. Jeg tænker ikke, jeg kommer til at blive så god til TikTok, for jeg er ikke vokset op med det«.
»Det, der er med TikTok, er, at det er noget, som presser. Det er noget, der presser meget, det med sociale medier – at få succes der som musiker er ligesom en god ting i branchen«.
»Det er jeg sikker på, at det også er, men det er også en skidegod ting at få succes med sine koncerter for eksempel. Det er også en skidegod ting at få succes med sine album, og det er også en skidegod ting at få succes, hvis man nu er model ved siden af«.
»Altså nu har jeg to børn, jeg er 35, og jeg tænker sådan: Hvad er det egentlig, jeg skal bruge mit liv på? Man kan for eksempel have rigtig meget succes på TikTok eller Instagram, men hvorvidt det omsættes til noget, som man egentlig gerne vil bruge sit liv på, det ved jeg ikke«.
School of X optræder på Train 23. oktober og i Store Vega 24. oktober.