Smerz’ kompromisløse pop var næsten for cool til Roskilde Festival
KONCERT. Det var nok ikke lige ‘Wonderwall’, de fleste havde regnet med ville blive inkorporeret i Smerz’ sæt på årets Roskilde Festival. Og den norske duos kølige artpop-lyd ligger da også uendeligt langt væk fra Manchester-bandets stadionrock.
Men da det verdenskendte omkvæd kortvarigt dukkede op i en ny kontekst, orienterede festivalpublikummet sig alligevel på ny mod scenen med smil på læberne. Det var et afbræk fra den mere seriøse attitude, der prægede koncerten.
Smerz, der består af Catharina Stoltenberg og Henriette Motzfeldt, er en del af Københavns sprudlende musikscene, der blandt andet udfolder sig omkring Københavns Rytmiske Musikkonservatorium og pladeselskabet Escho, og de er måske et af scenens (hvad end den kaldes CPH+ eller Popenhagen) mest cool navne.
Da de to hovedpersoner spankulerede ind på scenen – fashionably late efter deres trommeslager Rune Kielsgaard og multiinstrumentalist Villads Tyrrestrup – var det propfyldte Lagune-telts øjne rettet mod den glimmerdraperede scene.
Både Stoltenberg og Motzfeldt var lidt for seje til rigtigt at kigge os i øjnene, men tilpas seje til at sætte gang i festen for de smarteste folk på pladsen. Selv dem i gummistøvler og windbreakers havde nok fornemmelsen af at være iklædt stiletter og hurtige solbriller.
Kort inde i koncerten rettede Stoltenberg øjnene mod publikum og erklærede på norsk, at de var glade for at kunne præsentere ‘Big City Life’, deres eminente plade fra sidste år. Det var da også i grove træk den udgivelse, der udgjorde sætlisten, og sange som ‘Roll the Dice’, ‘Easy’ og titelnummeret fik straks det store Nørrebro-crowd i bevægelse.
De sexede vokaler lå godt i det elektroniske og rytmiske lydbillede, som også blev suppleret med en ultralækker bassolo fra Tyrrestup og skarpt violinspil fra Motzfeldt.
Men ‘Big City Life’ er en kompromisløs artpop-plade, der ikke kun indeholder dansegulvsbangers. Der er masser af æteriske drømmevokaler og sparsommeligt placerede klaverakkorder som underlægning for noget, der er mere spoken word end egentlig sang. De sange er en essentiel del af pladen, men lige i festivalregiet blev de mere minimalistiske numre reduceret til snakkepauser for en del blandt publikum.
På den ene side bør det ikke ligge Smerz til last, at nogens koncentrationsevner er lig nul her på Roskilde Festivals andensidste dag, men de kunne sagtens have gjort noget mere for at skabe nærvær og intimitet med publikum. Og måske egner Smerz’ nye udtryk sig også bare bedre til en mørk venuekoncert? Det tror jeg.
Undervejs fik Motzfeldt tid til at tænde en cigaret og tage en lille pause. Attituden fra scenen var unægteligt cool, men det virkede også næsten ironisk, at det skete på et tidspunkt, hvor tålmodigheden for en del var sluppet op. Det betød også, at da hittet ‘You Got Time, and I Got Money’ kom til sidst, var der ikke længere så presset i teltet.
Det var synd, for Smerz’ musik fortjener i høj grad at blive lyttet til.
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.