Zar Paulo på Roskilde Festival: Nørderne sejrede med fænomenal lukkekoncert
KONCERT. Gennem årene har jeg dækket nærmest hele Zar Paulos rejse for Soundvenue. Jeg har ofte udråbt dem til et af landets bedste live-bands – måske endda det bedste – og har givet hele to af deres koncerter topkarakter.
Efter koncerten lørdag nat ville jeg næsten ønske, jeg kunne gå tilbage og rette, så de aldrig før havde fået seks stjerner. Blot for at gøre det klart, hvor fænomenal en lukkekoncert, de gav på Arena.
Der var ikke ét nummer i settet, jeg tidligere har set dem give en bedre version af. Hver eneste sang var gentænkt i en helt ny indpakning.
Der er så meget at dykke ned i, at jeg ville ønske, jeg kunne give hvert nummer sin egen lille anmeldelse. Så kunne jeg minutiøst gennemgå, hvordan de på ’Kan din dyrebare integritet godt holde til det’ nærmest fremstod som en sammensmeltning af alle de mest charmerende nørdede new wave-bands fra 80’erne.
Der var farverigt blink i alle retninger, fire ud af fem i bandet greb samtidig en elspade, forsanger Emil Vammen kom med sine paniske udråb iført et headset. og det hele peakede, da Martin Kleberg affyrede en helt freaky synthsolo af den slags, Yello kunne have fundet på for flere årtier siden.
Eller hvor rørende det var, da de spillede ’Anthony’. Vammen introducerede den noget så elegant ved at fortælle, at han aldrig havde mødt nogen, der hed »en variant af det latinske navn Antonius«, som han ikke kunne lide. Og da der så blev sat spotlys på Anton Breinberg, der fik en bassolo, inden Vammen stillede sig, så han direkte til bassistens ansigt kunne synge, »jeg er jo ikke dit ansvar«, så ramte det sgu lige i hjertekulen.
Hvis jeg dog kun skulle skrive om én sang, ville det nok være balladen ’Ik gå så langt’. Dens storladne og velornamenterede omkvæd, der byggede sig medrivende op fra en lettere nedbarberet intro, fik så ubesværet publikum med, at det nærmest mindede om Coldplay-effekten. Flere omkring mig begyndte at græde efter at have sunget højlydt med. Selv da sangen blev skrællet ned til blot et vuggeviseagtigt keyboardriff, viftede folk armene fra side til side.
Men det der vuggevise-greb, det finder man altså ikke på i Coldplay-skolen. Det finder man på, fordi man er en kejtet nørd, der elsker 80’er-bands, der lyder lidt fjollede. Fordi man er typen, der ikke vil sige »Anton eller navne der minder om«, når det er både sjovere og mere korrekt at sige det på den anden måde. Fordi man lægger sig i selen for at slå sin egen rekord for, hvor mange gange man kan synge »jajajajajajajajaja (…)« i træk under ’Telefonperson’.
Da vi nåede til ’I ærmet’ udbrød der fællessang i en grad, jeg ikke tror, bandet havde forventet.
Zar Paulo har gjort det. De er blevet folkelige. Og det er sket, uden at de er gået på kompromis med deres nørdethed.
Natteshow på Orange næste gang?
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.